Vælger du den korrekte hovedpinepille i supermarkedet?

Læsetid: 4 min.

Tips og livsstilsstof (Slagelse Media) Skal du vælge Panodil, Ipren, Kodimagnyl eller Treo, når du har hovedpine, ledsmerter eller menstruation? Sundhedsstyrelsen har lavet et informationsark, hvor borgerne kan få svar på hyppige spørgsmål om smertestillende lægemidler.

I 2001 blev en række lægemidler liberaliseret. Det betød, at blandt andet kiosker, dagligvarebutikker og materialister kunne søge om tilladelse til at sælge visse håndkøbslægemidler såsom Panodil, Ipren, Kodimagnyl eller Treo, men der er ingen faglig rådgivning. Derfor har Sundhedsstyrelsen lavet et informationsark, hvor borgere kan få svar på hyppige spørgsmål.

»Med den nye informationsside ønsker vi at give relevant information om brug af smertestillende håndkøbsmedicin målrettet det køb, som finder sted i detailhandel. Her får borgerne nemlig ikke den faglige rådgivning, som de får, hvis de køber lægemidler på apoteket,« fortæller farmaceut Simon Tarp fra Sundhedsstyrelsen.

Der findes smertestillende håndkøbsmedicin som tabletter, hvor det smertestillende indholdsstof er paracetamol (Panodil, Pamol og Arax Extra), ibuprofen (såsom Ipren og Ibumax) eller acetylsalicylsyre (Kodimagnyl og Treo).

Derudover er der koffein i Arax Extra og Treo koffein, og der er kodein i Kodimagnyl. Kodimagnyl indeholder endvidere magnesiumoxid, som modvirker forstoppelse på grund af kodein.

Forskellen på de smertestillende indholdsstoffer

Paracetamol (Panodil, Pamol og Arax Extra): Paracetamol virker smertestillende og febernedsættende. Det anvendes mod smerter såsom hovedpine, menstruationssmerter og muskelsmerter eller ved feber. Paracetamol har generelt få bivirkninger.

Ibuprofen (Ipren og Ibumax): Ibuprofen er et NSAID (non-steroid antiinflammatorisk lægemiddel). Det dæmper inflammation (som følge af slag eller en forstuvning), virker smertestillende og er febernedsættende.

Det hæmmer sammenklumpning (aggregering) af blodpladerne. Og det har større effekt ved inflammation (såsom ledsmerter og muskelsmerter) end paracetamol. Det kan endvidere benyttes ved menstruationssmerter.

Acetylsalicylsyre (såsom Kodimagnyl og Treo): Acetylsalicylsyre er et NSAID og virker næsten som ibuprofen. Det har også samme anvendelsesområde, men har en længerevarende hæmning af blodpladernes sammenklumpningsevne.

Normalt minder den smertestillende effekt om ibuprofen, men da acetylsalicylsyre giver flere mavegener, bør acetylsalicylsyre som udgangspunkt ikke vælges frem for ibuprofen.

Køb smertestillende lægemidler online: her #zandguide.

Håndkøbsmedicin kan også indeholde koffein og kodein

Koffein (Arax Extra og Treo): Koffein virker opkvikkende og har i forbindelse med smertebehandling en mulig effekt ved visse typer af hovedpine. En tablet har cirka den samme mængde koffein som ½-1 kop kaffe.

Kodein (Kodimagnyl): Kodein er et opioid, som omdannes til morfin i kroppen. Ved brug af Kodimagnyl er mængden af kodein for lav til at have en egentlig smertestillende effekt.

Smertestillende gel og creme til lokal påsmøring på huden

Der findes også gel og creme til lokal påsmøring på huden, der indeholder ibuprofen (Ipren gel og Ibutop), diclofenac (Voltaren gel) eller piroxicam (Felden).

Diclofenac og piroxicam er også NSAID’er. De findes kun til udvortes brug (gel) som håndkøbsmedicin og virker lokalt smertestillende. Geler, der indeholder ibuprofen eller diclofenac har bedre dokumentation for effekt end piroxicam, hvorfor det generelt anbefales at anvende geler med ibuprofen eller diclofenac fremfor piroxicam.

Køb smertestillende lægemidler såsom Panodil, Ipren, Kodimagnyl og Treo i supermarkedet eller online her #zandguide.

Læs om bivirkninger, maksimal dosis og overdosis m.v. på: sst.dk


Modelfoto: chombosan / iStock.


Fortæl din mening:

Kommentarer