Debat: Drift af varmestue i Korsør og Skælskør

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Korsor.News – »Ved indgangen til mødet valgte Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti så at tage forslaget (om at genbehandle sagen om varmestuerne) af dagsordenen.«

Dette indlæg er indsendt af Christopher Trung (V) og Jørn-Ole Didriksen (V), der begge er byrådsmedlemmer for Venstre i Slagelse Kommune.
Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg hos Slagelse.News skal være inden for straffelovens og presseetikkens rammer. Du er velkommen til at sende indlæg til redaktion@slagelsemedia.dk.

Forslag om at genbehandle varmestuerne

Hvor er ordentligheden over for vores udsatte og vores civilsamfund? Hvor er åbenheden?

Fra Venstre ønsker vi åbenhed i beslutningen om, hvem der skal drive varmestue i Korsør og Skælskør. Byrådet skylder borgerne, at de kan høre de argumenter, der blev bragt på banen i debatten om valg af varmestue, da den foldede sig ud på byrådsmødet.

Og det er uanset, om man så er for eller imod, at det er Kirkens Korshær, der skal drive varmestue i Skælskør og Korsør. For hvis man har gode argumenter, hvad har man så at skjule, siden at behandlingen af sagen ikke måtte være åben for offentligheden?

Læs også: Byråd smider Kirkens Korshær på gaden.

Derfor kom vi fra Venstre med et forslag om at genbehandle sagen om varmestuerne (i Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser, red.), og at Rådet for Socialt Udsatte skulle tages med på råd i valget af varmestue.

S og DF fjernede forslaget fra dagsordenen

Vores forslag skulle være behandlet i dag (onsdag den 5. maj 2021, red.), men ved indgangen til mødet valgte Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti så at tage forslaget af dagsordenen, så vi ikke kunne behandle den.

Kan man det? Åbenbart i Slagelse Kommune.

Så fra Venstre har vi meldt ud at vi kræver at flertallets beslutning om ikke at behandle sagen, nu bliver standset og i stedet løftet til byrådet.

Sådan så vi i byrådet kan få behandlet sagen om varmestuerne på en måde, så alle borgere kan følge med på live-TV, når sagen skal besluttes, ligesom det er tilfældet med langt de fleste andre sager.

Venstre vil forfølge den her sag. Vi vil kæmpe for åbenhed, og for at de udsatte bliver hørt.

Øverst: Den tidligere varmestue på Havnegade i Korsør. (Foto: Kirkens Korshær Korsør / Facebook). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.