Slagelseaner tævede en ung mand og to DSB-ansatte

Opdateret den

Læsetid: 3 min.

Slagelse.News – En slagelseaner med flere verserende voldssager gik atter amok. Denne gang i et tog undervejs til Ringsted. En ung mand samt en mandlig og en kvindelig DSB-ansat fik hver en knytnæve i ansigtet.

Søndag efter middag kl. 13.58 bad DSB om assistance fra politiet til en voldelig passager i toget, idet passageren havde slået både en anden passager og togpersonalet. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Voldelige narko- og spirituspåvirket mand fra Slagelse

Ved politiets ankomst til Ringsted Station tilbageholdt togpersonalet en mand på perronen, hvorefter politiet tog over og anholdt en formentlig narko- og spirituspåvirket 45-årig mand fra Slagelse.

Han var mistænkt for vold, idet to DSB-ansatte samt en yngre mandlig passager oplyste, at de var blevet udsat for vold.

Det viste sig, at en 16-årig ung mand fra Helsingør havde sat penge ind på sit rejsekort på Slagelse Station. Her havde manden fra Slagelse henvendt sig og havde spurgt om penge, hvilket den unge mand havde afvist.

Den unge mand havde efterfølgende taget toget sammen med nogle venner, og pludselig havde den 45-årige fra Slagelse sat sig tæt på og havde igen bedt om penge, hvilket alle fra gruppen afviste.

To tilkaldte DSB-ansatte fik også en række knytnæveslag

Den unge mand blev herefter tiltalt i nedladende vendinger og fik et knytnæveslag i ansigtet, hvilket førte til en mindre flænge på læberne. To DSB-ansatte var blevet tilkaldt på grund af den truende adfærd.

Den 45-årige mand fra Slagelse tildelte nu også de tilkaldte DSB-ansatte knytnæveslag, hvilket førte til mindre skader. Der er tale om en 44-årig kvindelig DSB-ansat og en 43-årig mandlig DSB-ansat.

Den nu anholdte blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor han blev afhørt til de tre sager om vold, herunder vold mod nogen i offentlig tjeneste.

Efter afhøringen blev den anholdte anbragt i et arresthus for overnatning, idet anklagemyndigheden vil fremstille ham i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, fordi han i forvejen har flere verserende sager om vold og trussel om vold.

Varetægtsfængslet i surrogat på retspsykiatrisk afdeling

I dag mandag blev den 45-årig mand varetægtsfængslet i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling indtil den 13. februar. Det oplyser kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til Sjællandske.

Opdatering: Artiklen er opdateret med oplysninger om varetægtsfængslingen. Red.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

Fortæl din mening:

Kommentarer