Dantaxi 4×48 sænker prisen på visse tidspunkter

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Dantaxi 4×48 ændrer sin takststruktur, således det bliver billigere at køre med taxi i morgen- og aftentimerne fra mandag til fredag.

Dantaxi 4×48 i Skælskør, Korsør og Slagelse ændrer takststrukturen fra mandag den 28. januar 2019.

Herefter bliver det billigere at køre i morgen- og aftentimerne fra mandag til fredag. Det giver en besparelse på omkring 15 – 25 procent.

Udvider tidsrummet for kørsel med den lave dagstakst

Dantaxi 4×48 udvider tidsrummet for, hvornår deres taxier kører med den lave dagstakst. Tidligere tikkede dagstaksten på hverdage i tidsrummet fra kl. 06 til kl. 18. Nu udvides tidsrummet til at gælde fra kl. 04 til kl. 20.

»Det, at vi udvider tidsrummet til også at omfatte de tidlige morgentimer og helt til kl. 20 om aftenen, betyder alt andet lige, at taxikørslen bliver billigere for vores kunder,« siger direktør i Dantaxi 4×48 Carsten Aastrup i en pressemeddelelse.

Fakta om de nye takster for kørsel med Dantaxi 4×48

Ændringerne er gældende fra den 28. januar 2019 i alle selskabets vogne i Region Sjælland og Region Hovedstaden (undtagen Bornholm):

  • På hverdage i tidsrummet kl. 04 – 20 er prisen 29 kroner i starttakst, 9 kroner per kilometer og 6,67 kroner per minut.
  • Uden for dette tidsrum (nat/weekend) er prisen 39 kroner i starttakst, 17 kroner per kilometer og 3,35 kroner per minut.

Der ændres kun på skiftet mellem dagstakst og aftentakst.

Priseksempler på taxiture med Dantaxi 4×48

  • Hverdage kl. 19 eller kl. 04: En tur på 2 kilometer med en varighed af 4 minutter kostede tidligere omkring 87 kroner. Den nye pris bliver cirka 74 kroner. Det giver en besparelse cirka 15 procent.
  • Hverdage kl. 19 eller kl. 04: En tur på 10 kilometer med en varighed af 12 minutter kostede tidligere omkring 250 kroner. Den nye pris bliver cirka 200 kroner. Her er besparelse cirka 20 procent.
  • Hverdage kl. 19 eller kl. 04: En tur på 50 kilometer med en varighed af 45 minutter kostede tidligere omkring 1.040 kroner. De nye pris bliver cirka 780 kroner. Denne besparelse er på cirka 25 procent.

Dantaxi 4×48 i Skælskør, Korsør og Slagelse har været kendt under navnet Dantaxi Vestsjælland og er en del af det landsdækkende Dantaxi 4×48.

DanTaxi Vestsjælland opstod, da Slagelse Taxa og Korsør Taxa blev slået sammen i 2011. Nu indgår vognene i et samarbejde på tværs af Sjælland og Region Hovedstaden. Selskabet står bag den landsdækkende taxiapp MOOVE.

(PR-foto: Dantaxi 4×48).

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.