Sur smadremand banker igen hæveautomaten

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Mandag morgen smadrede en morgensur mand Sydbanks hæveautomat. Torsdag formiddag smadrede han den igen.

Torsdag formiddag kl. 10.45 blev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kaldt til Sydbank på Schweizerpladsen i Slagelse Midtby.

Mand smadrede hæveautomat og optrådte aggressivt

En vred mand råbte op og optrådte aggressivt, og han havde i den forbindelse smadret en hæveautomat. Derfor måtte betjentene anholde den pågældende.

Det var en 48-årig mand fra Slagelse. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med til politistationen i Slagelse By. Her kølede den 48-årige lidt af, inden han blev løsladt igen kl. 14.01.

Han smadrede også hæveautomaten i mandags

Mandag morgen havde medarbejderne i Sydbank også opdaget, at den udendørs hæveautomat var blevet smadret. Det var samtidig gået ud over en dørtelefon og en indgangsdør.

En kunde var herefter kommet ind i banken mandag formiddag, hvor han blev genkendt som gerningsmand på baggrund af overvågningsbillederne.

Pressekonsulent Palle O. Hansen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter over for Slagelse News, at den samme mand står bag begge hændelser.

Læs også: Morgensur smadremand banker hæveautomat.

(Arkivfoto: Rigspolitiet).

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.