Artiklen er opdateret for 1 år siden.
Slagelse.News – »Vi har nu brug for arbejdsro til at foretage de næste efterforskningsmæssige skridt, hvor vi blandt andet skal kortlægge den 32-åriges færden, og helt naturligt se på, om der kan trækkes tråde til andre uopklarede sager,« lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Søndag eftermiddag kort før kl. 15 kulminerede politiets intensive eftersøgning af en 13-årig pige, der havde været forsvundet i over et døgn, i, at hun blev fundet i live.
En 32-årig mand blev samtidig anholdt og sigtet for blandt andet bortførelse. Han blev i går fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 11. maj. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Opfordrer til at bruge sin sunde fornuft
»Det har været en sag med ualmindelig stor bevågenhed, og vi vil gerne takke mange gange for den meget store hjælp, vi har fået fra borgerne,« siger politiinspektør Kim Kliver og fortsætter:
»Vi har nu brug for arbejdsro til at foretage de næste efterforskningsmæssige skridt, hvor vi blandt andet skal kortlægge den 32-åriges færden, og helt naturligt se på, om der kan trækkes tråde til andre uopklarede sager. Derfor har vi for nu ikke flere kommentarer til sagen.«
I forbindelse med grundlovsforhøret mandag blev der nedlagt navneforbud i sagen. I den forbindelse opfordrer politiet til, at man bruger sin sunde fornuft og ikke deler oplysninger, der er i strid med navneforbuddet.
Politiet melder mere ud, når det er relevant
»Nu skal vi have lov at arbejde med sagen, og af hensyn til efterforskningen kan vi ikke dele oplysningerne herfra med offentligheden,« slutter Kim Kliver.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beder således om arbejdsro og har for nuværende ikke yderligere oplysninger eller kommentarer til sagen. Så snart der er information, som er relevant for offentligheden, vil politikredsen selvfølgelig melde det ud.
Læs også: Status i eftersøgningen af den 13-årige pige (16. april).
Læs også: 13-årige pige er forsat forsvundet på mystisk vis (16. april).
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.