Artiklen er opdateret for 1 år siden.
Slagelse.News – »Vi ser på sagen med allerstørste alvor. Vi er faktisk meget bekymrede for Filippa, og arbejder nu ud fra en teori om, at der er begået en kriminel handling,« lyder det. Opdatering: Pigen er fundet i live, og en mand er anholdt.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har brugt natten på at lede efter den 13-årige pige, der tidligere i går forsvandt, da hun var ved at dele aviser ud i Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg. Det er i Slagelse Kommune i retning af Næstved.
Der er desuden kommet op mod 600 henvendelser fra borgere, der har haft videooptagelser eller har meldt ind med oplysninger, som politiets efterforskere er i gang med at undersøge. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Der kan være begået en kriminel handling
»Vi ser på sagen med allerstørste alvor. Vi er faktisk meget bekymrede for Filippa, og arbejder nu ud fra en teori om, at der er begået en kriminel handling. Vi har natten over ledt i området med mere end 20 hunde og et stor antal efterforskere og betjente generelt. Vi har allerede gennemgået en lang række henvendelser og en stor mængde videomateriale, for at blandt andet kortlægge Filippas færden op til hendes forsvinden. Derudover arbejder vores efterforskere med vidneforklaringer, de tekniske spor og generel bred efterforskning,« siger politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har desuden fået assistance fra flere forskellige af politiets landsdækkende eksperter – blandt andet politihunde, it-specialister og NKC (Nationalt Kriminalteknisk Center).
Selv små detaljer kan være vigtige for politiet
Politiet er stadig interesseret i informationer om Filippas forsvinden. Selv små detaljer kan være vigtige, så tøv ikke med at ringe til politiet på telefon 1-1-4, hvis du mener, at du har oplysninger, politiet kan bruge.
Politiet er og vil fortsat være meget synligt til stede i området, hvor hun forsvandt, med både politihunde, uniformerede betjente, civile betjente, droner med videre.
»Vi er helt klar over, at der står mange klar til at hjælpe med at lede efter Filippa i nærområdet. Det er meget forståeligt. Men for nu beder vi borgerne om at give betjentene på stedet mest mulig ro og plads til at arbejde, og respektere vores afspærringer. Har man oplysninger eller spørgsmål må man som tidligere oplyst rette henvendelse til politiet på 114. Vi melder ud, så snart vi får brug for borgernes hjælp,« slutter Kim Kliver.
Kirkerup Kirke holder åben søndag kl. 13.00-15.00
Kirkerup Kirke oplyser på Facebook, at de holder åben i dag mellem kl. 13.00-15.00.
»Vi tænker på Filippa og hendes familie. Vi beder om, at hun kommer hjem til dem snarest muligt. Hvis nogle har brug for at sidde en stund i kirken, tænde et lys, snakke med en præst, så er kirken åben i dag kl.13-15.00, og jeg vil være derude,« skriver sognepræst Marianne Myssen og tilføjer:
»Politiet henstiller til at man ikke forstyrrer deres efterforskning derude, og man kan holde ved Urtemosegård overfor kirken, hvis man kommer i bil.«
Filippa fundet i live og en mand er anholdt
Politiet oplyser kl. 15.23 på Twitter, at hun er fundet i live, og at en mand er anholdt.
»Filippa er fundet i live, og en 32-årig mand er anholdt. Han fremstilles i grundlovsforhør senere. Politiet takker for al den gode hjælp fra borgerne,« står der på Twitter.
Tilføjelse: Artiklen er opdateret med en tilføjelse om, at hun er fundet i live og at en mand er anholdt. Red.
Politiet oplyser på Twitter, at hun forsvandt lige syd for Kirkerup, mens hun var i gang med at dele aviser ud. Hun beskrives som pige, 13 år, 172 centimeter, spinkel af bygning og mellemblondt hår. Hun er iklædt blåt joggingtøj.
Læs også: 13-årige Filippa er forsat forsvundet på mystisk vis.
Øverst: Efterlysning. (Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.