Skolestart: Ankom med tre børn på bagsædet

Artiklen er opdateret for 8 måneder siden.

Slagelse.News – Ved Antvorskov Skole i Slagelse fik en forælder et klip i kørekortet.

Små, spændte og navnlig nye trafikanter myldrer omkring ved vores skoler. Det samme gør deres forældre, og politiet er også på pletten for at sikre, at alle kommer sikkert frem. Politiet følger selvfølgelig også skolestarten. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Forælderen fik et klip i kørekortet

Torsdag var politiet forbi Sofiendalsskolen i Haslev, Marievangsskolen i Slagelse, hvor to bilister blev vejledt om standsningsforbuddet på stedet, Lille Næstved Skole på Karrebækvej i Næstved, Søndermarksskolen i Slagelse, hvor en enkelt bilist blev sigtet for at køre ind, hvor det ikke er tilladt, Kobberbakkeskolen Sjølund og Sydby i Næstved, Stenoskolen i Nakskov og Nymarksskolen i Slagelse.

Ved Antvorskov Skole i Slagelse måtte lokalpolitiet uddele en bøde til en borger, som ankom med tre børn på bagsædet, og hvor de to af børnene ikke var forsvarligt fastspændt. Det giver også et klip i kørekortet.

Også politiets målevogne fra den automatiske trafikkontrol følger trafikken: Torsdag holdt en ATK-bil på Sdr. Ringgade i Slagelse mellem klokken 6.53 og 10.30, og her overholdt de 795 trafikanter, der passerede målevognen, hastighedsbegrænsningen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.