Natteravnene: »Der er brug for flere til at tage et medansvar«

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Flere frivillige Natteravne er nu med til at gøre de gule jakker endnu mere synlige i byens natteliv, men der er stadig brug for endnu flere frivillige Natteravne.

Natteravnene vil være endnu mere synlige i byens natteliv i de sene timer efter midnat. Det skyldes, at flere har meldt sig på banen som frivillige i den lokale afdeling af Natteravnene i Slagelse By.

Natteravnene vil være ude senere på natten end hidtil

De frivillige vil fremover være ude senere på natten end hidtil, og de vil være til stede om fredagen fra midnat til kl. 05.00 samt om lørdagen fra midnat til kl. 03.00. Det skriver Natteravnene i en pressemeddelelse.

»Vi er rigtig glade for, at vi er blevet flere frivillige Natteravne, så vi nu kan være mere synlige i bybilledet. Men der er stadig brug for at vi bliver endnu flere, der har lyst til at tage et medansvar,« siger Natteravnenes lokalformand i Slagelse By, Bill Krogh.

Det primære mål især at udvise omsorg og ansvarlighed

Det er Natteravnenes primære mål at udvise omsorg og ansvarlighed – og som gode forbilleder at medvirke til at skabe større tryghed og hjælpe børn og unge til øget livsglæde og integration.

Indsatsen udføres af ganske almindelige frivillige voksne, der vælger at tage et medansvar for trygheden blandt børn og unge.

Ved altid at gå i hold på tre i det offentlige rum og bære Natteravnenes gule jakker, er Natteravnene meget synlige og tilgængelige for en snak med unge, der selv ønsker at tale med Natteravnene.

Der er fortsat brug for endnu flere frivillige Natteravne

Trods den gode udvikling, holder lokalformanden Bill Krogh fast på behovet for flere frivillige.

»Det er tidligere sket nogle gange, at vi måtte aflyse en hel vagt, fordi vi også af sikkerhedsmæssige årsager altid går tre Natteravne sammen. Hvis en enkelt så bliver syg, så kan en hel vagt ende med at blive aflyst. Ved særlige arrangementer planlægges det lang tid på forhånd, så vi kan få dem fra Sorø-afdelingen med, men ellers er der som regel lige akkurat nok ledige frivillige til at vi kan have et enkelt hold gående,« siger Bill Krogh.

For at være Natteravn kræver det, at man er fyldt 20 år, har ren børneattest og kan se sig selv og være i rollen som forældrenes forlængede arm i det offentlige rum, hvor Natteravnene alene er til stede som medmennesker og samtidig afspejler det omkringliggende samfund.

Ifølge en af de yngre Natteravne i Slagelse By, Christopher Trung på 25 år, er der plads til at få det til at passe sammen med hverdagen:

»Jeg selv er typisk ude som Natteravn en enkelt gang om måneden, men det varierer helt afhængig af min kalender. I de to år jeg har været med indtil videre, har jeg kun haft gode oplevelser. Jeg kan også mærke, at vi gør en forskel, når vi eksempelvis vækker en ung gut der har lagt sig til at sove på en bænk ved stationen, vel og mærket i kortærmet T-shirt klokken halv tre om natten i februar måned.«

Hvis du har lyst til at høre mere om at være Natteravn, kan du kontakte Bill Krogh på e-mail slagelse@natteravnene.dk eller på telefon 3081 9162.

Øverst: Natteravne. (Foto: Natteravnene). /rk

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.