Slagelse.News – Sidste år gennemførte politiet en ransagning af to garager i Slagelse. Det har nu ført til henholdsvis 10 og 7 års fængsel.
Torsdag idømte Retten i Næstved lange fængselsstraffe til to mænd, som var tiltalt for omfattende narkokriminalitet. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Ransagning skete på baggrund af et tip
Der er tale om en 40-årig mand fra Kalundborg og en 45-årig mand fra Slagelse, som blev anholdt den 12. marts 2024 i Slagelse, efter på baggrund af et tip at have gennemført en ransagning af to garager i Slagelse. Ved ransagningen blev der fundet cirka 62 kg amfetamin og knap et halvt kilo kokain. De to mænd blev varetægtsfængslet i et grundlovsforhør den følgende dag sammen med en tredje 29-årig mand, hvis sag blev afgjort i december måned.
Mænd fik henholdsvis 10 og 7 års fængsel
Den 45-årige mand fra Slagelse blev dømt for at have modtaget og opbevaret i alt cirka 70 kg amfetamin, hvor af de 62 kilo blev fundet i de 2 garager i Slagelse. Han fik 10 års fængsel, mens den 40-årige blev dømt for at have været i besiddelse af 4,4 kg amfetamin og det cirka halve kilo kokain, som blev fundet i den garage, hvor han befandt sig, da politiet ankom. Den 40-årige blev herudover dømt for at have haft et kanonslag og en peberspray. Han fik 7 års fængsel.
»Afgørelsen sender et tydeligt signal«
»Anklagemyndigheden er godt tilfreds med, at retten har fulgt vores påstand om lange fængselsstraffe til de to domfældte. Det er en sag, hvor der har været tale om store mængder euforiserende stoffer, som var tiltænkt videredistribution, og afgørelsen sender et tydeligt signal til de kriminelle om, at samfundet ikke tager let på den type kriminalitet,« udtaler anklager Cecilie Pinnerup fra anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falster.
De dømte henholdsvis ankede og udbad sig betænkningstid og er fortsat varetægtsfængslet, indtil afsoningen kan sættes i værk.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.