Flere unge skal vælge den gastronomiske vej

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Compass Group går sammen med ZBC i Slagelse om at skabe et nyt elevprogram ved navn “Kulinariet”, som skal gøre det mere attraktivt for unge at uddanne sig inden for gastronomi.

Der mangler mange elever på de gastronomiske uddannelser, og derfor går Compass Group Danmark og ZBC i Slagelse sammen om et nyt elevprogram ved navn “Kulinariet”.

Her får de studerende optimale betingelser for at finde en elevplads samt en garanti for fast job efter eksamen.

Gøre det mere attraktivt at uddanne sig inden for gastronomi

Selvom 6.045 unge i juni 2019, ifølge tal fra Undervisningsministeriet, søgte en praktikplads, så står landets erhvervsskoler med det helt omvendte problem, når det gælder uddannelserne til catere og kokke.

Alt for få unge vælger nemlig at uddanne sig til gastronomer, og det betyder, at virksomhederne vil mangle arbejdskraft, og at Danmark risikerer at miste sin gastronomiske førertrøje.

For at løse problemet går Compass Group nu sammen med én af landets største erhvervsskoler, ZBC i Slagelse, om et nyt elevprogram ved navn “Kulinariet”, som skal gøre det mere attraktivt for unge at uddanne sig inden for gastronomi.

Kulinariets elever garanteres fast job hos Compass Group

For at få flere til at søge ind er alle elever på “Kulinariet” garanteret et fast job hos Compass Group Danmark efter endt uddannelse. Derudover får de optimale betingelser for at finde en elevplads, løn under uddannelse samt en gratis bolig under skoleopholdet.

»Danmark kommer til at mangle gastronomiske talenter i fremtiden, og den udvikling vil vi gerne være med til at vende. Derfor har vi sammen med ZBC skabt “Kulinariet” for at gøre de gastronomiske uddannelser endnu mere attraktive,« siger Zanne Burø, adm. direktør i Compass Group Danmark, og fortsætter:

»Kort fortalt vil vi skabe et sammenhængende elevprogram med Danmarks bedste praktikpladser og samtidig være med til at vise, at man som cater og kok får gode jobmuligheder både herhjemme og i udlandet.«

ZBC er én af Danmarks største erhvervsskoler og det største gymnasium på Sjælland. ZBC har cirka 7.000 årselever samt en omsætning på 710 millioner kroner.

Samarbejde mellem skole og virksomhed skaber genkendelighed

Hos ZBC glæder man sig også over samarbejdet om det nye elevprogram. Man mener desuden, at der er behov for mange flere gastronomer i fremtiden:

»Vi er stolte af det tætte samarbejde med Compass Group i forhold til at gøre uddannelserne inden for den gastronomiske verden mere attraktive og virkelighedsnære for de unge,« siger Mona Pedersen, uddannelsesleder på kokke- og tjenerskolen ZBC i Slagelse, og fortsætter:

»Det skaber genkendelighed hos eleverne, når skole og virksomhed arbejder tæt sammen og er medvirkende til, at eleverne bliver så dygtige som muligt. Det er desuden med til at tiltrække endnu flere til faget, hvilket der er brug for både nu og i fremtiden.«

Interesserede unge kan læse mere om elevprogrammet på: Kulinariet.nu.

Compass Group Danmark og ZBC har en målsætning om at have flere end 30 elever på uddannelsen i 2021, og man håber, at flere hundrede elever på sigt kan komme gennem forløbet.

Øverst: PR-foto. (Foto: Compass Group). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.