Bil er ramt af en genstand ved afkørsel 38

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Vestmotorvejen blev spærret i vestlig retning ved afkørsel 37 (Sorø), da en bil blev ramt af en genstand ved afkørsel 38 (Slagelse Ø).

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi undersøger aktuelt et forhold, hvor en personbil er ramt af en genstand ved passage under en motorvejsbro. Det skriver politiet på Twitter.

Flere patruljer på Vestmotorvejen ved afkørsel 38

Der er flere patruljer på Vestmotorvejen omkring afkørsel 38 (Slagelse Ø).

»Vi er i øjeblikket til stede med flere patruljer på Vestmotorvejen omkring afkørsel 38. Vi undersøger et forhold hvor en personbil er ramt af en genstand ved passage under motorvejsbroen. Vi tager anmeldelsen meget seriøst og undersøger pt. gerningsstedet,« skriver politiet på Twitter.

Derfor er Vestmotorvejen aktuelt spærret i vestlig retning fra afkørsel 37 (Sorø) til afkørsel 39 (Slagelse S, Antvorskov). Tidshorisonten er ukendt, oplyser politiet.

Vestmotorvejen i vestlig retning er nu genåbnet

Efter hændelse i formiddag bliver Vestmotorvejen i vestlig retning nu genåbnet, oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kl. 12.48 på Twitter.

Politiet spærrede derpå af i østgående retning mod København, så bilister skulle køre af ved afkørsel 39 (Slagelse S, Antvorskov) ved Slagelse, hvorpå de skulle køre tilbage igen ved tilkørsel 37 (Sorø).

Kl. 13.43 oplyser politiet på Twitter, at de stadig undersøger hændelsen, og at trafikken ledes af ved afkørsel 38 i østlig retning og ledes ned på motorvejen igen på den anden side.

Bilen tilhører Jens Rohde fra Kristendemokraterne

Jyllands-Posten skriver, at det var folketingsmedlem Jens Rohdes bil, der blev ramt.

»Der er et eller andet, der flyver igennem luften og rammer. Jeg ser bare et glimt, og så lyder der et kæmpe brag på foruden. Og så er der masser af glassplinter på passagersædet,« siger Jens Rohde til mediet.

Jens Rohde mener, at det er tilfældigt, at det var hans bil.

»De (politiet, red.) spørger, hvad der skete, og fordi jeg er en offentlig person, spørger de, om nogen ved, at jeg er kørt – om jeg på nogen måde kunne forestille mig, at der har været nogen, der ville gøre skade på mig. Men det kan jeg klart afvise. Jeg fortæller ikke nogen, hvor jeg er. Ingen vidste, at jeg var på motorvejen, undtagen min kone,« forklarer han videre.

Opdatering: Artiklen er opdateret to gange med oplysninger om genåbningen. Artiklen er endvidere opdateret med oplysninger om Jens Rohde.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.