AffaldPlus åbner ny genbrugsbutik i Slagelse By

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Den 16. maj åbner AffaldPlus en PlusButik på Kalundborgvej. Samtidig erstattes bookingsystemet i butikkerne med et nummersystem.

PusButikken i Slagelse By er den fjerde i rækken af genbrugsbutikker, og den åbner lørdag den 16. maj 2020 kl. 10.00. Det oplyser AffaldPlus i en nyhedsmeddelelse.

Flytter ind i den tidligere VVS-forretning på Kalundborgvej

PlusButikken i Slagelse erstatter de PlusMarkeder på Skovsøvej, som AffaldPlus tidligere har haft succes med, og som har trukket mange mennesker af huse.

Nu har AffaldPlus overtaget den tidligere VVS-forretning på Kalundborgvej 86A i 4200 Slagelse, hvor håndværkerne aktuelt er ved at gøre butikken klar til åbningen den 16. maj.

Åbningstider bliver tirsdag-fredag kl. 12.00-17.00 samt lørdag og søndag kl. 10.00-15.00.

Går fra bookingsystem til nummersystem med en stander

AffaldPlus har erfaret, at bookingsystemet i genbrugsbutikkerne ikke fungerer lige så fint, som det gør på genbrugspladserne. Derfor indføres et nummersystem, som mange allerede kender fra bagere og apoteker.

Kunden trækker et nummer ved en stander udenfor PlusButikken eller PlusByg, og det vil samtidig være muligt udefra at holde øje med, hvornår man må komme ind i butikken.

Nummersystemet indføres i fire butikker fra den 16. maj 2020. Dermed skal man ikke længere booke en tid ved besøg i butikkerne.

AffaldPlus opfordrer til, at alle følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde en afstand på minimum to meter til andre kunder og til medarbejderne. Brug desuden håndsprit og handsker.

PlusButikken ligger centralt og har 42 parkeringspladser

AffaldPlus har arbejdet på at etablere en PlusButik i Slagelse By i flere år, herunder med en placering på egen grund ved Slagelse Genbrugsplads. Det lykkedes i 2019 at indgå en lejekontrakt for ejendommen Kalundborgvej 86A pr. 1. maj 2020.

Ejendommen ligger centralt i Slagelse og cirka 5 kilometer fra genbrugspladsen. Butikken udgør 571 m2, og den har et lager og indskudt dæk på yderligere 510 m2. Dertil kommer 42 parkeringspladser.

Øverst: PlusButikken. (Foto: AffaldPlus). NM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.