Teenagepar forsøgte at køre fra politiet

Korsor.News — I nat forsøgte politiet at stoppe en teenagedreng og en teenagepige i Korsør, men de kørte ned på Vestmotorvejen. Efter lidt frem og tilbage ramte teenageren en politibil ved afkørslen til Slagelse.

Natten til onsdag kl. 01.29 forsøgte en politipatrulje at standse en bilist på Tårnborgvej på Halsskov i i Korsør i en rutinekontrol, men bilisten stak af og kørte op på Vestmotorvejen. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

De sociale myndigheder blev underrettet om sagen

Bilisten fortsatte på Vestmotorvejen i meget høj fart, og flere politibiler fulgte efter for at standse bilen. Ved Ringsted vendte bilisten og kørte retur mod Korsør, men stadig forfulgt af politiet. Ved afkørslen til Slagelse ramte flugtbilen en politibil, der kørte ved siden af, og bilen blev nu standset.

Føreren var en 17-årig teenagedreng fra Korsør, og der var en 16-årig teenagepige med i bilen. De blev begge anholdt, og den 17-årige blev sigtet for narkokørsel, for kørsel uden førerret og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger. Da politiet visiterede den 17-årige, blev der endvidere fundet en dolk, så han blev også sigtet for overtrædelse af knivloven. Begge blev løsladt kl. 04.41, og de sociale myndigheder er efterfølgende underrettet om sagen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/j8vv