Betjente fandt en tyv i en bruseniche

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Korsor.News – En indbrudstyv på Halsskov tænkte, at en bruseniche er et smart sted at gemme sig fra politiet.

Mandag eftermiddag fik politiet en anmeldelse fra et vidne, der havde set en uvedkommende person luske omkring ved et hus på Lokesvej på Halsskov i Korsør. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Da betjentene ankom til stedet, kunne de se, at der var brudt et vindue op, og de gik ind i huset for at undersøge sagen nærmere. På badeværelset forsøgte en skikkelse af skjule sig i brusenichen, hvilket dog ikke lykkedes så godt.

Det var en 27-årig mand fra København, som blev anholdt på stedet kl. 15.21 og sigtet for indbrud. Det viste sig, at han havde stjålet kontanter, smykker og et par mobiltelefoner.

Han blev taget med til politistationen i Slagelse. Den 27-årige er fortsat anholdt, og det overvejes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.