Venstres sociale “liste-sprænger” rykker op

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Byrådsmedlem Christopher Trung (V) blev valgt som nr. 16 på gårsdagens opstillingsmøde. »Jeg vil kæmpe for, at vi får løftet handicapområdet, socialområdet og udsatteområdet, som jeg i snart 8 år har arbejdet ihærdigt for, først gennem det frivillige foreningsliv og senere også som politiker,« lød det.

På Venstres opstillingsmøde i går onsdag den 16. juni 2021 blev Christopher Trung valgt som nr. 16 på Venstres liste til det kommende kommunalvalg.

Listeplaceringen har dog ingen betydning for den 27-årige velkendte liste-sprænger, der ved sidste valg sprængte listen med 13 pladser. Det er nemlig de personlige stemmer på valgdagen den 16. november 2021, der tæller.

Borgerne skal møde ordentlighed i sagsbehandlingen

»Mit liberale hjerte banker for samfundets svageste, for socialt udsatte og for børn, unge og voksne med handicap. Jeg vil kæmpe for, at vi får løftet handicapområdet, socialområdet og udsatteområdet, som jeg i snart 8 år har arbejdet ihærdigt for, først gennem det frivillige foreningsliv og senere også som politiker.«

Disse ord gav genlyd i den smukke teatersal på Borreby Teater, da Christopher Trung indledte sin tale til Venstres opstillingsmøde onsdag aften.

Et punkt der særligt gik igen, var retssikkerheden på børne- og ungeområdet samt handicapområdet.

»Vi skal have trygheden tilbage i mødet mellem borgeren og kommunen. Borgerne og deres familier skal som minimum altid kunne forvente at blive mødt med ordentlighed i sagsbehandlingen, og at de kan få ordentlig hjælp når de efter loven er berettiget til den,« sagde Christopher Trung.

Læs også: Coronapandemien kan have medført færre klager.
Læs også: Borgerrådgiver skal ikke kun tale med udvalgsformænd.

At der er udfordringer med retssikkerheden i kommunen, bakkes op af årsrapporten fra Slagelse Kommunes borgerrådgiver. I rapporten blev det blandt andet bemærket, at kommunen ikke altid lever op til god forvaltningsskik og lovgivningens krav.

Styrket erhvervsliv og socialpolitik går hånd i hånd

Udover at sidde I kommunens handicapudvalg, er Christopher Trung også en del af Social- og Beskæftigelsesudvalget. Han oplever tit at blive spurgt ind til hvordan hans sociale engagement hænger sammen med hans politiske ståsted.

»Hverken rød eller blå blok kan have patent på at være “de gode” i det her, « siger Christopher Trung og fortsætter:

»Liberal politik er god socialpolitik. Vi skal ikke parkere unge mennesker i evigheder på en kontanthjælpsydelse. Vi skal tro på den enkeltes evne til at rykke sig, og vi skal tro på, at alle kan blive til noget og nogen. Og så skal vi også styrke erhvervslivet. For når vi styrker erhvervslivet, gør vi det bare en anelse lettere for eksempelvis unge arbejdsløse Frederik med hurtigere at komme ud af sin situation og få sig en elevplads.«

Christopher Trung roses som den sociale stemme i byrådet

Flere borgere har været ude offentligt og udvist opbakning til Christopher Trungs kandidatur. En af dem er Stine Aagaard Hansen fra Vemmelev, der er mor til et barn med handicap.

»Det betyder virkelig meget at der nu er en stemme i byrådet, der taler og kæmper for vores sag med så stor en indsats. Både for os der er pårørende, men også dem, heriblandt min søn, der har et handicap,« siger Stine Aagard Hansen.

De personlige stemmer tæller til byrådsvalget i november

At denne stemme i byrådet ender med at blive placeret som nr. 16 ud af 26, er ikke noget der går Christopher Trung på.

»Sammen er vi bedst, og jeg er sikker på, at vi som hold kan få valgt Knud Vincent som Slagelse Kommunes næste borgmester. Der skal jo være en listeplacering, og det er udelukkende de personlige stemmer der tæller. Og så skal folk jo bare huske at stemme på Venstres nr. 16 den 16. november.«

Ved sidste kommunalvalg blev Christopher Trung valgt ind med 267 personlige stemmer, og han var placeret som nr. 19 på Venstres liste.

Øverst: Christopher Trung. (Privatfoto). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.