Ungdommens Røde Kors vil skabe fællesskab for LGBT+ unge

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Slagelse.News – »Vi taler om et sted, hvor LGBT+ unge i alderen 15-25 år kan møde ligesindede og udvide deres netværk med andre unge, der har samme erfaringer som dem selv,« siger initiativtageren.

Kan du lide at lytte og tale med mennesker? Har du lyst til at hjælpe andre med deres tanker og problemstillinger?

Så er det måske dig, der sammen med Ungdommens Røde Kors i Slagelse og omegn vil hjælpe med at skabe det nye fællesskab for lokale LGBT+ unge, de har planer om at starte op. Sådan skriver initiativtagerne i en pressemeddelelse.

Fællesskab og inklusion skal styrke egne ressourcer

»Vi taler om et sted, hvor LGBT+ unge i alderen 15-25 år kan møde ligesindede og udvide deres netværk med andre unge, der har samme erfaringer som dem selv,« siger initiativtageren Christopher Trung Paulsen, der også er bestyrelsesmedlem i den lokale Ungdommens Røde Kors afdeling, og fortsætter:

»Vi vil forsøge at reducere og forebygge ensomhed og psykisk mistrivsel blandt lokale LGBT+ unge, ved at styrke deres egne ressourcer og livsmestring via fællesskab og inklusion. Det sker i rammer hvor de unge fra start har et større tilhørsforhold til hinanden, end de måske ville have haft i andre sammenhænge.«

Den indledende dialog om brugen af faste lokaler, er allerede i gang, forsikrer han.

Aktuelt er der kun et LGBT+ fællesskab i Kalundborg

Det kan være vigtigt for målgruppen, at de har et sted hvor de kan møde andre unge, som også er inden for LGBT+.

Det forklarer Pylle Quaade fra Kalundborg, der står bag gruppen “L.U.V. LGBT+ Ungegruppe Vestsjælland”, som bistår Ungdommens Røde Kors med opstarten af den nye gruppe i Slagelse.

»Dette LGBT+ fællesskab kan fungere som en slags “indslusning” for de her unge, til at de oplever at indgå i en sammenhæng hvor de føler sig accepteret som dem de er, og hvor de trives,« forklarer Pylle Quaade og fortsætter:

»For hvis den unge ikke trives, så kan den unge ikke udvikle sig, og det kan få enorme konsekvenser for den unge på den lange bane. Vi håber at vi sammen kan skabe et fællesskab i Slagelse, der kan sikre at de her unge ikke ender ud i psykisk mistrivsel.«

Hun oplever, at der kommer en del unge fra Slagelse til deres mødested i Kalundborg, og de vil have stor glæde af et lokalt LGBT+ fællesskab i Slagelse.

Efterlyser frivillige til at bidrage med tid og erfaring

Margith Eysturtún Berg, der er lærerstuderende og mor, er en af de første frivillige, der har meldt sig på banen. Selvom hverken Margith Eysturtún Berg eller Christopher Trung Paulsen personligt er LGBT+, har de begge et ønske om at skabe denne mulighed for kommunens LGBT+ unge.

»Enhver der har lyst og overskud til at bidrage til projektet med deres tid og erfaringer, er velkomne til at skrive til os. Og hvis du også har lyst til at være en fast del af projektet og få skabt nogle gode rammer for nogle skønne unge, så hører vi også meget gerne fra dig,« siger Margith Eysturtún Berg.

Du kan kontakte de frivillige på e-mail christrungpaul@gmail.com

Øverst: Genrefoto. (Foto: Sergey Ko / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.