Slagelse.News – Solskinsskolen i Skælskør, Storebæltsskolen i Korsør og Søndermarkskolen i Slagelse er blandt de skoler i hele Danmark, som skal være med i et nyt forsøg om skolemad.
Solskinsskolen, Storebæltsskolen og Søndermarkskolen i Slagelse Kommune skal være med i et nationalt skolemadsforsøg, hvor man skal undersøge forskellige måder at organisere skolemad, og hvad skolemad betyder for sundhed, læring og trivsel. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Tre skoler i Slagelse Kommune deltager i et landsdækkende forsøg med skolemad, hvor man vil undersøge, hvordan gratis eller billig mad påvirker elevers trivsel, sundhed og læring. Solskinsskolen, Søndermarkskolen og Storebæltsskolen skal teste to forskellige betalingsmodeller – fra gratis mad til mad til 25 kroner. Forsøget er en del af en national indsats med 854 millioner kroner fra Finansloven, og skolerne i Slagelse modtager 14,6 millioner. Målet er at finde ud af, hvordan skolemad bedst organiseres – og måske erstatte madpakken med sundere alternativer.
Skal lære mere om sundhed, læring og trivsel
Solskinsskolen, Storebæltsskolen og Søndermarkskolen er blandt de skoler i hele Danmark, som skal være med i et nyt forsøg om skolemad. Det er Børne- og Undervisningsministeriet, som står bag forsøget, hvor ambitionen er at indsamle erfaringer med forskellige måder at organisere skolemadsordninger på og få mere viden om skolemads betydning for elevernes sundhed, læring og trivsel.
»Jeg synes, at det er flot, at vi har tre skoler, som er kommet med i forsøget. Der er kommet mere fokus på skolemad og dens betydning for eleverne og deres skolegang. Derfor glæder jeg mig også til at følge med i forsøgene på de tre skoler, så vi kan få mere viden om, hvad kosten betyder for sundhed, læring og trivsel,« siger byrådsmedlem Unnie Oldenburg (S), som er formand for Børne- og Ungeudvalget.
Det er kun eleverne i udskolingen på Solskinskolen og eleverne på mellemtrinet på Søndermarkskolen, som deltager i forsøget, mens alle elever fra Storebæltsskolen er med i forsøget. Der følger i alt 14,6 millioner kroner med i forsøget til at finansiere billigere skolemad.
Pengene til forsøget stammer fra Finansloven for 2025, hvor forligspartierne har besluttet at afsætte 854 millioner kroner forsøgsordning med skolemad i grundskolen. Forsøget udrulles på de tre skoler hurtigst muligt.
Væk med den halvkedelige madpakke fra madkassen
I dag er der en forældrebetalt madordning på de tre skoler, men som led i forsøget skal skolerne være med til at afprøve forskellige modeller for betaling af skolemad. Hvilken model de enkelte skoler skal teste, er afgjort ved lodtrækning, og det betyder, at eleverne på Solskinskolen og Søndermarksskolen, som led i forsøget, vil blive tilbudt et gratis måltid mad på skolen, mens eleverne på Storebæltsskolen vil få tilbudt et måltid mad til 25 kroner.
»Jeg glæder mig til at se om sund og nærende mad i skolen, styrker elevernes trivsel og evne til at lære. Et godt måltid midt på dagen giver energi og ro til resten af skoledagen – i modsætning til en halvkedelig madpakke, der måske bliver liggende i tasken eller ender i skraldespanden. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu tester det på tre af vores skoler. Det kan give vigtig viden, som kan hjælpe os med at skabe de bedste rammer for vores elever,« siger byrådsmedlem Phillip Westh Weirup (KF), der er næstformand i Børne- og Ungeudvalget.
I forbindelse med forsøget skal der afprøves tre forskellige finansieringsmodeller for madordninger: 1) Tilskud på 53 kroner pr. elev pr. skoledag: Ingen forældrebetaling. 2) Tilskud på 38 kroner pr. elev pr. skoledag: Forældrebetaling på 15 kroner pr. måltid. Og 3) tilskud på 28 kroner pr. elev pr. skoledag: Forældrebetaling på 25 kroner pr. måltid. Skolerne i Slagelse Kommune tester med andre ord ordningerne med tilskud på 53 kroner og tilskud på 28 kroner.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Zinkevych / iStock). PM/anne.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.