Samarbejdsaftale om et rummeligt arbejdsmarked

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – »Med indgåelsen af aftalen med KLAPjob får vi nu en stærk samarbejdspartner, der sammen med de gode folk i Jobcenter Slagelse kan hjælpe os til at sikre, at flere borgere kan få et aktivt arbejdsliv hos vores virksomheder – uanset hvilke udfordringer de måtte have,« fortæller borgmesteren.

Mandag den 28. marts tog Slagelse Kommune er stort skridt mod et endnu mere rummeligt arbejdsmarked, da der blev underskrevet en formel samarbejdsaftale med beskæftigelsesindsatsen KLAPjob. Det oplyser kommunen i en meddelelse.

Flere borgere kan få et aktivt arbejdsliv i kommunen

»Vi er en kommune med mange aktive og engagerede lokale virksomheder, der altid står klar til at hjælpe med beskæftigelsesindsatsen. Med indgåelsen af aftalen med KLAPjob får vi nu en stærk samarbejdspartner, der sammen med de gode folk i Jobcenter Slagelse kan hjælpe os til at sikre, at flere borgere kan få et aktivt arbejdsliv hos vores virksomheder – uanset hvilke udfordringer de måtte have,« fortæller borgmester Knud Vincents (V).

Ved arrangementet, der fandt sted på Slagelse Rådhus, deltog ud over borgmesteren både repræsentanter fra KLAPjob, formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget i Slagelse Kommune Jane Dahl (K), formand for Socialudvalget Sofie Janning (S) samt arbejdsmarkedschef i Slagelse Kommune Peter Sidelmann.

»Aftalen vi indgik i dag, vil forhåbentlig hjælpe til, at endnu flere af vores borgere, der står udenfor arbejdsmarkedet, kan få lige det job, der passer til dem og derved få mulighed for at bidrage til fællesskabet i meningsfulde job. Den viden, KLAPjob kan bidrage med ind i Jobcenteret og de særlige kompetencer de kommer med, vil uden tvivl styrke vores indsats,« udtaler Jane Dahl (K).

Sofie Janning (S), der deltog i arrangementet i egenskab af formand for kommunens Socialudvalg, er også stolt af den nye aftale og dét, den kan give borgerne.

»Det kan betyde meget for ens identitet og livskvalitet at føle, at man bidrager med dét, man nu kan. Alle har en værdi og et potentiale, uanset handicap, og dét skal vi kunne understøtte på bedst mulig vis i Slagelse Kommune, fortæller hun.

KLAPjob formidler både skånejob og fleksjob

Beskæftigelsesindsatsen KLAPjob under foreningen Lev, samarbejder med erhvervslivet om at formidle skånejob og fleksjob til mennesker med udviklingshandicap og andre kognitive vanskeligheder så som autisme, ADHD, spasticitet, epilepsi, sen hjerneskade eller personer med psykiske lidelser. Og de deler gerne ud af deres kompetencer.

»Vores erfaringer med denne type kommunesamarbejde er, at en formel aftale hjælper til med at skaffe endnu flere i job. Det gør en forskel, at vi kan bidrage med vores viden og netværk til kommunens indsats,« siger Claus Bergman Hansen, der er leder af KLAPjob.

KLAPjob hjælper årligt cirka 600 førtidspensionister med kognitive handicap i job, og har gennem deres landsdækkende virksomhedsnetværk formidlet 4200 skånejobs og 215 fleksjob. KLAPjob har allerede etableret 38 skånejob og 1 fleksjob i Slagelse Kommune – et tal, der nu forhåbentlig vil vokse yderligere.

Læs også: Stort skridt for det rummelige arbejdsmarked.

Øverst: Formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget Jane Dahl (K), formand for Socialudvalget Sofie Janning (S), borgmester Knud Vincents (V) og arbejdsmarkedschef Peter Sidelmann. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.