Hovsa – i nat gik strømmen på 132 kV-nettet

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Mens du lå og sov, forsvandt strømmen i hele Slagelse By og dele af Korsør By.

De elforbrugere i Slagelse og Korsør, som blev ramt af en strømafbrydelse kl. 03:55, har nu fået strømmen tilbage. Det skriver Energinet.

Afbrydelsen var i det overordnede ledningsnet

»Årsagen til fejlen er ukendt,« oplyser Energinet.

Energinet står for det overordnede ledningsnet, og dermed ligger fejlen ikke hos for eksempel SK Forsyning, der ejes af Slagelse Kommune. Fejlen opstod angiveligt på det såkaldte på 132 kV-net, som leverer strøm til SK Forsyning.

»Der har været en fejl på 132 kV-nettet her til morgen – altså det helt overordnede ledningsnet. Det betyder, at det var energinet.dk, som havde slukket for strømmen. Her i området gik det ud over hele Slagelse by og dele af Korsør. Vi er ikke klar over, hvorfor der blev slukket for strømmen.« Det skriver SK Forsyning.

Energinet ejer og driver det danske eltransmissionsnet. 400 kV-nettet er designet som motorveje til transport af store mængder strøm over store afstande. 150/132 kV-nettet er derimod designet som elnettets “landeveje” og anvendes til den lokale fordeling af strøm. 150 kV benyttes i Jylland og på Fyn, og 132 kV benyttes på Sjælland. (Kilde: Energinet).

Muligvis har en fugl fløjet ind i el-ledningerne

Strømafbrydelse var ikke på grund af lyn og torden, men muligvis på grund af en fugl.

»Det skyldtes dog ikke torden i denne omgang, da der ikke er registreret lyn i nærheden på det tidspunkt, men en årsag kan muligvis være, at en fugl er fløjet ind i ledningen,« fortæller afdelingsleder hos Energinet, Bent Myllerup, til Sjællandske.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Robert Attermann / Energinet). RK.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.