20-årig nomineret til prestigefuld talentpris

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Den nyudlærte kok Sebastian Holberg Svendsgaard fra Slagelse er nomineret til prestigefuld talentpris.

20-årige Sebastian Holberg Svendsgaard, der er nyuddannet kok, var glad og dybt taknemmelig, da han fik beskeden om, at han er nomineret til Oluf Brønnums Fonds Talentpris – ikke mindst i lyset af de udfordringer han har kæmpet med.

Prisen uddeles til en nyudlært kok med et håndværksmæssigt talent ud over det sædvanlige – og vinderen modtager foruden æren et rejsegavekort på 50.000 kroner

Kæmpede sig fra ordblindhed til at blive mesterkok

Sebastian Holberg Svendsgaard har mildest talt ikke haft nogen nem skolegang. Han er ordblind – og det betød, at skolen ikke var noget rart sted at være.

Først da han kom på Næsgaard Efterskole for at tage 9. klasse og fik lov at hjælpe til i køkkenet, oplevede han, at der rent faktisk var noget, han var god til.

På grundforløbet på ZBC i Slagelse By blev han bekræftet i, at han var på rette vej – og selv om han ikke klarede sig godt i de skriftlige opgaver, blev der lagt mærke til ham.

Det store engagement førte til, at han kom i mesterlære på den prisvindende Restaurant Babette i Vordingborg. Og siden er det kun gået en vej – og det er opad.

På Restaurant Babette beviste Sebastian Holberg Svendsgaard for alvor, at han har et talent ud over det sædvanlige, og at han nok skulle blive til noget på trods.

»Da Sebastian startede var han en ung skoleelev, der har udviklet sig eksplosivt. Han er seriøs, ambitiøs og målrettet,« sige kok Vivi Schou, der er indehaver af Restaurant Babett, og fortsætter:

»Mine kokke skal kunne gå ud og få job i et hvilket som helst køkken i verden, og det er virkelig lykkedes med ham. Han har som den eneste vundet DM for kokkeelever to gange og assisterer nu for anden gang ved forberedelserne til Bocuse d’O.«

Det er således ikke uden grund, at Sebastian Holberg Svendsgaard, der i dag arbejder på gourmetrestauranten Geranium i København, er ét af de i alt seks talenter fra erhvervsskolerne i København, Hillerød og Slagelse, der er nominerede til Oluf Brønnums Fonds Talentpris ØST.

Prisen overrækkes på Hotel & Restaurantskolen i København 30. april

Talentpris skal øge opmærksomheden på kokkefaget

Oluf Brønnums Fond ønsker ifølge Anders Brønnum-Schou, der er bestyrelsesmedlem i Oluf Brønnums Fond og administrerende direktør/CEO hos Oluf Brønnum & Co. A/S med denne talentpris at sætte fokus på de håndværksmæssige uddannelser – og i særdeleshed kokkefaget.

»Fonden håber på at øge opmærksomheden omkring kokkefaget og få flere til at søge denne vej i forhold til uddannelse,« siger Anders Brønnum-Schou og fortsætter:

»Der er stor mangel på dygtige kokke, hvilket giver store udfordringer for vores kunder i forhold til at udvikle madoplevelsen, og i sidste ende kan det have betydning for oplevelsen for os som private personer, som besøger en restaurant, et hotel, en kantine og så videre. Vi er i Danmark et gastronomisk magtcenter men for at fastholde dette, kræver det, vi bliver ved med at udvikle dygtige fagfolk, hvilket vi gerne vil give vores beskedne bidrag til.«

Oluf Brønnums Fond er stiftet af Kai Brønnum og Oluf Brønnum Schou i 1978. Fonden er ligeledes ejer af Oluf Brønnum & Co A/S, der har været leverandør af køkkenudstyr og storkøkkener siden 1874. Talentprisen udgør et rejselegat til en værdi af 50.000 kroner, og de nominerede talenter, der ikke modtager årets talentpris, vil i stedet modtage et gavekort udstedt af Oluf Brønnum A/S.

Anders Brønnum-Schou håber desuden at talentprisen kan bidrage til et lille konkurrenceelement mellem de mest flittige og ambitiøse elever, som kan øge niveauet yderligere.

Samt medvirke til at skabe et netværk på tværs af skoler blandt de nominerede elever, som de vil kunne bruge gennem hele deres karriere, som forhåbentlig bliver inden for branchen.

»Og sidst men ikke mindst så er det også dejligt at kunne give et ikke ubetydeligt beløb på 50.000 til en knalddygtig ung engageret nyuddannet kok, som kan bruge pengene til at udvikle sig yderligere inden for faget,« lyder det fra Anders Brønnum-Schou.

Øverst: Sebastian Holberg Svendsgaard. (Foto: Pressefoto / Oluf Brønnums Fond). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.