Gratis cykler i bussen fortsætter

Artiklen er opdateret for 12 måneder siden.

Zand.News – I snart et år har været gratis at tage cyklen med Movias busser og lokaltog – undtagen i myldretiden og nætterne til lørdag og søndag på enkelte buslinjer. Fra juli bliver ordningen permanent.

Hvis uheldet er ude, og cyklen punkterer, himmelen åbner sig, eller du har langt til busstoppet fra dit hjem eller arbejde, så kan du gratis transportere din cykel i bussen eller lokaltoget. I snart et år har det som et forsøg været gratis at tage cyklen med ombord i alle Movias gule busser og lokaltog – undtagen i myldretiden og nætterne til lørdag og søndag på enkelte buslinjer. Fra den 1. juli 2023 gøres ordningen permanent. Det skriver Movia i en meddelelse.

Naturlig udvikling at kombinere sine rejseformer

Når vi rejser sammen, er vi bedre mod vores klode, og når du tager cyklen, er du også god mod dit eget helbred. Derfor ser Movia det som en naturlig udvikling, at man kan kombinere sine rejseformer og dermed bidrage til at forbedre det samlede mobilitetstilbud på hele Sjælland.

Mange af Movias kunder har brug for både cykel og bus og/eller lokaltoget for at få hverdagspuslespillet til at gå op, og derfor er det oplagt, at gratis cykelmedtagning bliver et permanent tilbud.

»Hvis turen er for lang, eller vejret ikke arter sig, kan man kombinere cykelturen med kollektiv transport. Så mindsker vi andelen af biler og trængslen på vejene, nedbringer CO2-aftrykket og styrker sundheden,« siger Kirsten Jensen (S), der er bestyrelsesformand i Movia og borgmester i Hillerød, og fortsætter:

»I Movia vil vi gerne bidrage til en mere smidig og sammenhængende kollektiv transport, og derfor er det helt oplagt, at vi gør det gratis at tage cyklen med i bus og lokaltog.«

Bæredygtig, sammenhængende mobilitet for alle

Cykelmedtagning i alle busser har kørt som et forsøg siden sommeren 2021. Sidste sommer gjorde Movia det også muligt at spare de 14 kroner en cykelbillet koster, og det er noget kunderne kan lide. Movia har løbende evalueret forsøget med cykelmedtagning i busserne, og særligt da det blev gratis, har kunderne taget det til sig.

En undersøgelse fra efteråret 2022 viser, at cykelmedtagning har en positiv effekt på omkring halvdelen af kundernes syn på Movia og busserne. Og op mod hver fjerde har benyttet eller overvejer at benytte sig af tilbuddet. Derfor har Movia besluttet at gøre ordningen med gratis cykler i alle almindelige busser og på alle lokaltogsstrækninger permanent fra 1. juli 2023.

Cyklistforbundet er glade for tiltaget

Hos Cyklistforbundet tager direktør, Kenneth Øhrberg Krag, positivt imod det nu permanente tilbud om gratis at tage cyklen med i bussen.

»Kollektiv transport og cykler hænger uløseligt og godt sammen, og det er afgørende for klimaet, at man nemmere kan kombinere de grønne transportformer. Den dagsorden er vi glade for, at Movia tager ansvar for med det her tiltag,« siger Kenneth Øhrberg Krag.

Fakta om gratis cykler i bussen

Der er plads til to cykler, to barnevogne eller kørestole i Movias busser. Cykler må generelt medtages i busserne undtagen i myldretiden (fra kl. 7.00-9.00 og fra kl. 15.30-17.30) og undtagen om natten i weekenden (natten efter fredag og lørdag mellem kl. 00.30-04.30) i Hovedstadsområdet.

Det er buschaufføren, der afgør, om der er plads i bussen til din cykel. Cyklen skal selvfølgelig være fastspændt, når den er i bussen. Se rejsereglerne på dinoffentligetransport.dk.

Sådan gør du, når du skal have cyklen med i bussen

  • Giv chaufføren tegn til, at du gerne vil stige på med din cykel.
  • Placér din cykel midt i bussen og spænd den fast med sele under kørslen.
  • Husk at købe billet til dig selv eller checke ind.

Øverst: Movia. (Foto: Movia / Ulrik Jantzen). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.