Forbud mod at flere end 10 personer samles

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – Det bliver forbudt at holde åbent i storcentre, overdækkede arkader, indendørs sportsfaciliteter, natklubber, cafeer med mere, hvor større grupper af mennesker normalt samles.

Fra i morgen onsdag kl. 10.00 træder en række tiltag i kraft, som kommer til at påvirke måden, som vi mødes på. Der bliver blandt andet forbud mod at flere end 10 personer samles på offentlige områder.

Tiltagene gælder foreløbigt frem til den 30. marts 2020. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Facebook i forlængelse af statsministerens pressemøde kl. 19.00 og Dronningens tale kl. 20.00.

Forbud mod at holde åbent i storcentre med videre

Det drejer sig blandt andet om forbud mod at holde åbent i storcentre, overdækkede arkader, indendørs sportsfaciliteter, natklubber, cafeer med mere, hvor større grupper af mennesker normalt samles.

Derudover er der også forbud mod at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er samlet.

Læs også: Politiet holder øje med hospitaler og skadestuer.

Forbuddet gælder både indendørs og udendørs og omfatter både offentlige og private arrangementer og begivenheder.

»Private hjem er ikke omfattet, men vi opfordrer meget kraftigt til, at I heller ikke her samler jer til fødselsdage, madklubber, fester og så videre,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet får mulighed for at gribe ind ved risiko for smitte

Som noget nyt får politiet mulighed for at gribe ind, hvis flere end 10 personer befinder sig offentligt på samme sted på en måde, der udgør en særlig fare for smittespredning.

Politiet skøn vil naturligvis ske ud fra sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger om at nedbringe antallet af sociale kontakter og holde behørig afstand.

Læs også: Corona: Råd til ældre og personer med kronisk sygdom.

»I kommer til at se lidt mere til os på gaderne den kommende tid, hvor vi vil kunne hjælpe med råd og henstillinger i forhold til de nye regler. Vi håber og tror da også på, at vi stort set ikke får behov for at trække de nye paragraffer op af lommen. Vi oplever nemlig, at de fleste af jer lytter og følger myndighedernes anvisninger, og at eventuelle svipsere beror mere på et øjebliks tankeløshed end ond vilje eller manglende omtanke,« skriver politiet og fortsætter:

»Det er en tid, hvor vi alle skal stå sammen og hjælpe hinanden. Mind derfor gerne venner og familie om, at weekendens familiefødselsdag eller kollegiefest ikke er nogen god idé. Så slipper vi nemlig for at rykke ud og agere lyseslukkere.«

Butikker lukker i Vestsjællandscentret

Vestsjællandscentret skriver på Facebook, at centret følger Regeringens anvisninger. Derfor lukker de butikker, som ikke er apoteker eller dagligvarebutikker, fra og med den 18. marts til og med 30. marts 2020.

Centret vil fortsat være begrænset åbent, så der er adgang til fødevarer i Kvickly, dagligvarer i Normal og medicin på Slagelse Løve Apotek.

Kvickly holder åbent hver dag kl. 8-21. Normal og Slagelse Løve Apotek holder åbent mandag – fredag kl. 10-19, lørdag kl. 10-16 og søndag kl. 11-15.

Opdatering: Artiklen er opdateret med udsagn fra Vestsjællandscentret.

Øverst: Nye tiltag. (Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.