Dom i sag om organiserede tyverier fra varebiler

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Zand.News – Manden blev idømt 1 år og 3 måneders fængsel samt en betinget udvisning i en tilståelsessag.

En 24-årig fra Vestsjælland har fået dom i sag om organiserede tyverier fra varebiler på Lolland, Falster og Sjælland. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Tyverier på både Lolland, Falster og Sjælland

Der er mandag ved Retten i Nykøbing Falster afsagt dom over en 24-årig mand fra Vestsjælland for primært forhold af organiserede tyverier fra håndværkerbiler. Manden blev idømt 1 år og 3 måneders fængsel samt en betinget udvisning i en tilståelsessag.

Sagskomplekset angik organiserede tyverier af værktøj fra varebiler forøvet på Lolland, Falster og Sjælland. Men manden blev også dømt for to større indbrud henholdsvis på en skole i Næstved Kommune, hvor der blev stjålet skole-computere for cirka 100.000 kroner, og i et byggemarked i Nakskov, hvor der blev stjålet professionelt håndværktøj for over 100.000 kroner.

Der er yderligere to varetægtsfængslede i sagskomplekset – deres sager behandles over fire retsdage ved Retten i Nykøbing Falster senere på foråret. De tre personer blev alle anholdt på friske spor i tilknytning til indbrud hos et byggemarked i Nakskov den 6. januar.

Efterforskningssektion i Udlændingekontrolafdelingen

»Vi har stort fokus på tyverier fra håndværkerbiler. Det er en opgave, som varetages af vores efterforskningssektionen i Udlændingekontrolafdelingen. Det er et fokus, som retter sig mod omrejsende kriminelle grupper fra udlandet, som blandt andet udøver denne form for tyverier, men den høje prioritering af området fører også til identificeringer af herboende kriminelle, som bryder ind i håndværkerbiler for at stjæle værktøj med henblik på at sælge værktøjet i udlandet, typisk i det tidligere Østeuropa eller lande på Balkan,« siger politikommissær Carsten Høj Hansen.

Han suppleres af senioranklager Anne Marie Fink:

»Der ligger et stort analyse- og efterforskningsarbejde bag disse sager, da de kriminelle bevæger sig over store geografiske områder og er meget fleksible i deres ageren. Det store arbejde har dannet grundlag for, at der kunne afsiges dom i sagen, og at der er blevet dømt efter straffelovens § 286 om strafskærpelse på grund af det stjålnes betydelige værdier og den organiserede udførelsesmåde,« siger hun.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Slagelse). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.