Den nye linje 460R udvides med plustur om natten

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – Buslinje 460R mellem Ringsted, Sorø og Slagelse har flere afgange end den tidligere linje 234, og den har også natkørsel fredag og lørdag. Nu er det muligt at blive kørt hjem fra bussen frem til kl. 02.00 om natten fredag og lørdag.

Den regionale buslinje 234 mellem Ringsted, Sorø og Slagelse blev i august opgraderet til en R-linje med flere afgange og natkørsel fredag og lørdag.

Nu bliver det også muligt at blive kørt det sidste stykke vej fra bussen og helt hjem frem til kl. 02.00 om natten fredag og lørdag. Det sørger Plustur for, skriver Movia i en pressemeddelelse.

Udvalgsformand: »Ekstra gas med tilbuddet om Plustur«

Plustur udvides med tre timer, så kunder, der bruger linje 460R, kan køre med plustur helt frem til kl. 02.00 om natten.

Normalt kan man kun benytte plustur frem til kl. 23.00. Ordningen skal i første omgang køre som et forsøg i en periode på to år.

Tilbuddet om udvidet brug plustur er et led i et samarbejde mellem Movia og Region Sjælland om at udvikle fremtidens kollektive trafik til glæde også for dem, der bor i de tyndt befolkede områder.

Artiklen fortsætter under billedet.

(Illustration: Movia).

Som et led i dette arbejde blev den daværende regionale buslinje 234 efter sommerferien som et forsøg opgraderet til R-net linje med flere afgange og helt specielt med natafgange fredag og lørdag.

Nu udvides forsøget med Plustur med betjening om natten fredag og lørdag.

Plustur er en del af den kollektiv transport, som tager passageren det første eller sidst stykke til hoveddøren. Man bliver tilbudt en plustur, når man planlægger sin rejse gennem rejseplanen.

Læs også: Plustur gør bussen og toget nemmere for alle (juni 2019).

»Jeg følger spændt vores forsøg med den opgraderede buslinje 460R, og hvordan borgerne tager imod den bedre service. Nu giver vi den så lidt ekstra gas med tilbuddet om Plustur fredag og lørdag nat,« siger Peter Jacobsen (DF), der er formand for Udvalget for Regional udvikling i Region Sjælland, og fortsætter:

»COVID-19 situationen er selvfølgelig en udfordring for et sådant forsøg, men lad os håbe, at borgerne får fuld mulighed for at prøve 460R med dens nye tilbud.«

Formålet er at skabe bedre mobilitet for alle borgere

Forsøget med at udvide Plustur til at køre frem til kl. 02.00 er det første i Movias område og vil give helt ny viden om kundernes efterspørgsel af denne type af kollektiv transport og deres rejsemønstre i dette tidsrum.

»I Movia er vi optaget af, at den kollektive transport skal imødekomme kundernes behov bedst muligt. Særligt ud på de sene aftentimer oplever mange nok, at der kan være lidt længere mellem busser og tog,« siger Camilla Struckmann, som er kommunikationsdirektør i Movia.

Forsøget med udvidet plustur er støttet af puljen “Kollektiv mobilitet uden for de større byer”, der har til formål at skabe bedre mobilitet for borgere, der har langt til bussen. Region Sjælland og Movia står bag puljen.

Fakta om Plustur i 19 kommuner på Sjælland:
  • Plustur er kollektiv transport, der forlænger rækkevidden af bus og tog på hele Sjælland og øerne.
  • Plustur tilbydes af 19 kommuner på Sjælland og øerne.
  • Plustur starter ved havelågen og kører dig til et udvalgt skiftested, hvor du nemt kan komme videre med bus og tog – eller omvendt.
  • Rejseplanen sørger for at kombinere plustur, bus og tog, så du får den mest optimale rejse. I de få tilfælde, hvor det ikke er muligt at tage en bus eller tog på dele af rejsen, kan du bruge plustur hele vejen. Plustur om natten kan benyttes til og fra de tre plusturstop: Slagelse Skovsø, Sorø Byterminal og Fjenneslev ved Thyrasvej.
  • Plustur koster 21 kroner uanset rejsens længde, den vil dog typisk være under 10 kilometer. Du betaler med betalingskort, når du bestiller turen.
  • Plustur er kollektiv transport lige som bus og tog, så der kan der være andre passagerer i bilen. Der køres derfor heller ikke nødvendigvis den vej, som er mest direkte for dig.

Øverst: Genrefoto. (Foto: StockSnap / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.