Team Giv Håb cykler for børn og unge i sorg

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Velgørenhedscykelholdet Team Giv Håb Norden cykler Norden rundt for børn og unge i sorg. To af cykelrytterne er fra Slagelse Kommune og en af cykelrytterne er fra Næstved Kommune.

Det er sjette år i træk, at velgørenhedscykelholdet Team Giv Håb cykler for en god sag. Holdet tæller nu omkring 200 ryttere og servicefolk fordelt på syv hold fra hele landet. Holdene slutter af med at køre sammen på en strækning ind til Herning.

Det ene hold “Team Giv Håb Norden” er for de mere øvede ryttere. Det har 18 deltagere, hvor to af rytterne er fra Slagelse Kommune og en af rytterne er fra Næstved Kommune. De cykler fra den 29. juli til den 4. august 2918 med start i Helsingør.

Team Giv Håb samler penge ind til fordel for Børn, Unge & Sorg. Organisationen arbejder for, at sygdom og sorg ikke ødelægger livet for børn og unge og yder gratis psykologbehandling til børn og unge, hvis forælder eller søskende er alvorligt syge eller døde.

Bag initiativet står ægteparret Jan Mathiasen og Tina Andersen, der selv har haft sorgen tæt inde på livet. Cykelholdene er vokset så meget, at Jan Mathiesen er ansat som projektleder i Børn, Unge & Sorg, hvor han tager sig af Team Giv Håb-projektet. Han håber, at de kan få flere penge ind end sidste år, hvor der blev indsamlet 1.223.000 kroner.

»I alle de år, vi har cyklet, har vi oplevet en vækst på omkring 50 procent hvert år, så det håber vi også sker i år. Alle de indsamlede penge går til Børn, Unge Sorg, så flere børn og unge kan få hjælp,« siger Jan Mathiesen.

Sorg kan sætte dybe spor for resten af livet

Rigtig mange børn og unge får brug for professionel hjælp, når deres forældre eller søskende bliver ramt af en alvorlig sygdom eller dør. Omkring 30 procent af alle efterladte børn og unge har brug for psykologhjælp for ikke at udvikle en kompliceret sorg, som kan sætte dybe spor for resten af livet, fortæller Preben Engelbrekt, som er direktør for Børn, Unge & Sorg.

»Desværre er det et overset problem i Danmark, at man kan blive syg af sorg. Og sygdom, død og sorg er nu om dage mere tabubelagt end nogensinde. Tavsheden og berøringsangsten fra omgivelsernes side kan have store konsekvenser for børnene og de unge, som mange gange oplever at blive ladt alene med deres sorger og bekymringer,« forklarer Preben Engelbrekt.

Fakta om Team Giv Håb-projektets cykelhold

Team Giv Håb har i år syv cykelhold med fra hele landet. Det ene, Team Giv Håb Norden, er for de mere øvede ryttere. Det cykler rundt i Norden med start i Helsingør og slutter i Herning som de øvrige hold. Der er hold i Østjylland, Sydjylland, på Fyn og på Østsjælland, Sydsjælland og Trekanten ved Herning. Ruterne i Danmark er på omkring 1.100 kilometer, mens ruten i Norden er på omkring 1.600 kilometer.


Arkivfoto: Team Giv Håb

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.