Skoler og institutioner er lukket indtil 2. påskedag

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 måneder siden.

Zand.News – Nedlukningen af institutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner forlænges med to uger til og med 2. påskedag (mandag den 13. april 2020).

Regeringen har besluttet, at dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner skal være lukket ned til og med den 13. april 2020.

Dermed forlænges nedlukningen med to uger. Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Elever og studerende må vente til tirsdag den 14. april

Statsminister Mette Frederiksen (S) har i dag fremlagt yderligere tiltag for at bekæmpe smitten af ny coronavirus/COVID-19.

Nedlukningen af institutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner forlænges to uger. Det betyder, at børn, elever og studerende foreløbig må vente til tirsdag den 14. april 2020 med at komme fysisk i dagtilbud og skole igen.

»Det er en alvorlig og ekstraordinær situation, vi befinder os i, men vi skal nok komme igennem det i fællesskab. Jeg er dybt, dybt imponeret over både elever, forældre, ledere, pædagoger, lærere og alle de andre medarbejdere, der yder en solid indsats for vores børn,« siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Undervisningsministeriet fortsætter dialogen med sektoren

Nedlukningen af dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner landet over har været gældende siden mandag den 16. marts 2020. Ligesom under de første ugers nedlukning skal kommunerne forsat sørge for nødpasning for dem, der ikke har andre pasningsmuligheder.

Situationen udvikler sig løbende, og Børne- og Undervisningsministeriet vil fortsætte dialogen med sektoren og hurtigst muligt dele information med landets daginstitutioner og skoler.

Læs også: Hvem tilbyder levering og afhentning i Slagelse, Korsør og Skælskør?

Dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner kan finde svar på ofte stillede spørgsmål om COVID-19 på www.uvm.dk/corona. Børne- og Undervisningsministeriet opdaterer løbende siden med relevant information.

Du kan finde information samt spørgsmål og svar vedrørende sundhedsfaglige forhold om COVID-19 og de seneste nyheder og anvisninger fra de danske myndigheder på www.coronasmitte.dk.

Statsministeren: Afgørende at bryde smittekæden

»Det er afgørende for at bryde smittekæden. Derfor forlænger vi alt det, vi har sat i gang til og med 2. påskedag – den 13. april. Den nye virkelighed med corona betyder desværre, at intet længere er, som det plejer. Jeg ved, at alle er berørte. Det er en svær situation at være i,« skriver statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook og fortsætter:

»Vi står alle i noget, vi aldrig har prøvet før. Vi skriver historie. Og vi vælger sammen, hvilken historie vi skriver. Det er mit håb, min tro og min forventning, at vi kommer ud på den anden side med samfundssindet styrket.«

Opdatering: Artiklen er opdateret med et citat fra statsministeren.

Øverst: Nedlukningen af dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner. (Grafik: Børne- og Undervisningsministeriet). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.