Rigspolitichefen: Følg anvisningerne – også i påsken

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Zand.News – Påsken er en tid med mange traditioner, men hvis vi skal kunne påbegynde en forsigtig genåbning af samfundet efter påske, så er det helt afgørende, at alle bliver ved med at følge myndighedernes anvisninger, siger rigspolitichefen.

Påsken står for døren og vejrudsigten lover solskin og blå himmel. Men selvom danskerne har fri, og vejret viser sig fra sin bedste side, så er det vigtigt, at alle fortsat følger myndighedernes anvisninger.

Det er en forudsætning for, at der efter påske måske kan iværksættes en gradvis genåbning af samfundet. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Gradvis genåbning af samfundet efter påske måske mulig

»Påskeferien står for døren. Det er en tid med mange traditioner, men hvis vi skal kunne påbegynde en forsigtig genåbning af samfundet efter påske, så er det helt afgørende, at alle bliver ved med at følge myndighedernes anvisninger,« rigspolitichef Thorkild Fogde og fortsætter:

»Det værste, der kan ske nu, er, at man begynder at tage for let på det og tænke, at nu går det nok – Det gør det ikke!«

Siden onsdag den 18. marts har det været ulovligt at forsamle sig mere end 10 personer på offentligt tilgængelige steder. Borgerne har generelt været gode til at overholde de nye retningslinjer – og det virker.

Smitten udvikler sig langsommere, og hvis det fortsætter sådan, så er en gradvis genåbning af samfundet efter påske måske mulig.

Myndighederne vil fortsat være oppe i gear i påsken

Rigspolitichefen fortæller, at selvom vi går ind i en ferieperiode, så vil myndighederne fortsat være oppe i gear og arbejde tæt sammen.

»Mens andre holder ferie, vil en lang række myndigheder og virksomheder arbejde videre. Politiets patruljer vil være i gaderne, og vi vil fortsætte det brede, nationale samarbejde om at skaffe værnemidler og testudstyr. Det er nu, vi skal holde ved – og holde afstand.«

Øverst: Rigspolitichef Thorkild Fogde. (Foto: Rigspolitiet). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.