Organisationer og ildsjæle kan søge om overskudmad

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – FødevareBanken og Netto tilbyder danske NGO’er og frivillige ildsjæle, at de kan få del i 40 tons overskudsmad fra Netto.

Flere og flere danskere mangler rammerne for at fejre en god jul. Enten på grund af ensomhed, fattigdom eller sociale problemer. Samtidig har Netto frisk overskudsmad til rådighed, når flere hundrede Netto-butikker lukker ned for julen.

Derfor søsætter FødevareBanken og Netto denne jul et landsdækkende projekt, hvor målet er at sikre, at maden fra Netto ender som julemåltider. Det gøres ved at uddele cirka 40 tons overskudsmad til frivillige ildsjæle og organisationer, der hjælper udsatte danskere i julen.

Problemet med, at der er flere og flere udsatte i Danmark, er velkendt. Især blandt unge og i børnefamilier. Ifølge årsrapporten fra Rådet for Socialt Udsatte er der flere end 48.000 (heraf mere end 9.000 børn).

Derfor har FødevareBanken, der er Danmarks største aktør inden for bekæmpelse af madspild, denne jul slået sig sammen med Danmarks største supermarkedskæde, Netto, for at give en hjælpende hånd til dem, der hver dag kæmper for at gøre livet lidt bedre for udsatte danskere.

Netto mener, at fødevarer skal ende som måltider

Det sker ved, at FødevareBanken i en særlig national juleindsats tilbyder danske NGO’er og frivillige ildsjæle at få del i de godt 40 tons overskudsmad fra Netto og sikre, at den ender som julemåltider til de danskere, der har størst behov. Maden er gratis, og kan kan ansøge på netto.dk/juledonation.

FødevareBanken og Netto regner med, at de godt 40 tons mad vil svare til cirka 100.000 julemåltider til udsatte danskere.

»Vi er ude i hele landet hver dag, hvor vi leverer mad til udsatte, og vi oplever desværre, at der bliver flere og flere udsatte familier i Danmark, som kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen. Andre er udsatte på grund af ensomhed eller manglende netværk,« siger Karen-Inger Thorsen, adm. direktør i FødevareBanken, og fortsætter:

»Men der er heldigvis mange frivillige organisationer eller helt private mennesker, der har påtaget sig opgaven med at stable julearrangementer på benene for de mennesker. Vi vil gerne støtte ved at give maden til disse arrangementer. Sådan kan vi bidrage til, at dem, der har rigtig meget brug for det, også kan mærke det er jul.«

De 40 tons mad som FødevareBanken og Netto forventer at kunne give til de danske organisationer og frivillige til deres julearrangementer er beregnet ud fra seneste års overskudsmad fra Nettos helligdagslukkede butikker.

»Vi har stor respekt for de mange organisationer og helt private mennesker, som vælger at gøre julen til noget særligt for de danskere, der er i klemme i julen,« siger landedirektøren i Netto, Brian Seemann Broe, og fortsætter:

»I Netto mener vi, at fødevarer skal ende som måltider. Så hvis vi efter en travl julemåned, hvor danskerne vil have fyldte hylder og mangfoldighed af varer, kan sikre, at vores juleoverskud kan være med til at give andre overskud i julen, så mener vi, at det er langt bedre end at bortskaffe. Derfor støtter vi op om FødevareBanken og stiller maden til rådighed.«

Målsætningen er en halv million måltider

Netto har siden 2016 arbejdet aktivt for at gøre en reel forskel for udsatte danskere sammen med FødevareBanken og Kirkens Korshær ved at afholde særlige jule- og påskefrokoster landet over samt samle midler til at sikre måltider for udsatte danskere.

I 2017 blev det til 370.000 måltider, og i 2018 er målet at nå en halv million måltider med en ekstra stor indsats i julemåneden.

Ud over påske- og juleinitiativerne skal de 500.000 måltider nås gennem salg af Drik&Støt-vandflaskerne i Netto og donationsknappen i Nettos flaskeautomater samt via salg af de unikke FødevareBanken-julekort, der netop nu er at finde i alle Nettos butikker.

Sådan søger du om overskudsmad til julen

  • Alle danske organisationer og frivillige ildsjæle, der arbejder med at skabe julearrangementer for udsatte, eller kunne tænke sig at lave et arrangement denne jul, kan inden den 12. december 2018 søge om at få del i de godt 40 ton madvarer på netto.dk/juledonation.
  • Organisationer kan desuden på info@fødevarebanken.dk søge om at få madbilletter i Aarhus, Odense og København, som de kan dele ud til deres brugere. Brugerne vil så selv juleaftensdag kunne fylde to juleposer med mad til en komplet julemiddag i udvalgte Netto-butikker.

Foto: Clker-Free-Vector-Images / Pixabay.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.