Ny nøgleapp fra NemID downloadet en million gange

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Har du downloadet NemID’s nye nøgleapp, som du kan benytte på din smartphone?

I slutningen af maj blev NemID-nøgleappen offentliggjort, og på bare fem måneder er appen blevet hentet en million gange. Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Nøgleappen er et supplement til det fysiske nøglekort

NemID-nøgleappen er et supplement til det fysiske nøglekort, som mange danskere har i pungen eller i skuffen. Den er siden maj blevet downloadet en million gange, og over 90 procent af appens brugere er tilfredse. Faktisk mener 79 procent, at appen er nemmere at bruge end nøglekortet.

»NemID-appen gør det nemt at læse post fra det offentlige og tilgå offentlige selvbetjeningsløsninger på en sikker måde fra sin pc eller mobil. Og danskerne har i den grad taget appen til sig. Den er nu blevet downloadet en million gange på fem måneder, og 9 ud af 10, der bruger NemID-appen, er tilfredse,« siger Innovationsminister Sophie Løhde (V).

Adgangsnøgle til de dele af vores digitale hverdag

NemID blev lanceret i 2010 og er danskernes adgangsnøgle til de vigtigste dele af vores digitale hverdag og virkelighed. Appen bygger på samarbejdet mellem Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark om NemID, der gør det til et stærkt, tidssvarende og brugervenligt produkt.

»Danskerne bruger i stigende grad deres mobiltelefoner og tablets, når de logger på fx netbank og offentlige selvbetjeningsløsninger. Derfor har det været en helt naturlig udvikling at lancere appen, så de kunne få glæde af et digitalt alternativ. Vi har nu rundet en flot milepæl, som vi kan være stolte af, og som forhåbentligt kan få endnu flere til at downloade appen,« siger administrerende direktør i Finans Danmark, Ulrik Nødgaard.

Fakta om nøgleappen til telefon eller tablet

  • Appen er downloadet en million gange siden maj.
  • De en millioner downloads fordeler sig på over 800.000 forskellige brugere.
  • Særligt de 30-60-årige har taget appen til sig.
  • 91 procent af brugerne er tilfredse med appen.
  • 79 procent af appens brugere synes, at den er nemmere at bruge end nøglekortet.
  • 53 procent af appens brugere anvender NemID oftere, efter de har hentet appen.
  • 56 procent af befolkningen kender appen.
  • Danskerne logger i stigende grad ind med NemID via deres smartphone.
  • I 2018 har næsten halvdelen af brugerne anvendt NemID til at logge ind på en service via deres smartphone.
  • I 2016 var det kun en tredjedel, og i 2014 blot en fjerdedel.
  • NemID har fortsat meget høj brugertilfredshed på 87 procent.

Installer selv nøgleappen via: nemid.nu.


Grafik: Slagelse Media.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.