Lyserød Lørdag i Slagelse, Korsør og Skælskør

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Læsetid: 5 min.

Zand.News – Under parolen “Vi støtter byens bryster” går over 2.000 frivillige sammen med lokale erhvervsdrivende om at lave en lyserød folkefest lørdag den 6. oktober 2018. Det sker også i Slagelse, Korsør og Skælskør.

Hver niende danske kvinde bliver ramt af brystkræft. Antallet af personer, der får stillet diagnosen, har været stigende gennem de sidste 60 år.

Så der er al mulig grund til at være med, når Danmark for 11. år i træk bliver hyllet ind i lyserødt til fordel for brystkræftsagen.

Det sker nu på lørdag den 6. oktober 2018, hvor der landet over er Lyserød Lørdag med et hav af fantasifulde aktiviteter. I år kan man blandt andet komme til Ladies Night, golfturnering, kondibingo, bridgeturnering, mandeløb, kagesalg, foredrag og meget mere.

Vi når ud, hvor livet leves, og hvor mennesker er

I stort set alle dele af Danmark er der lokale arrangementer i ugen op til eller på selve Lyserød Lørdag. Den store opbakning fra frivillige ildsjæle og det lokale erhvervsliv imponerer formand i Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen.

»Lyserød Lørdag er et godt eksempel på, at vi når ud dér, hvor livet leves og hvor mennesker er. Det er med til at skabe nærhed og respekt for sagen. At frivillige får aktiveret det lokale erhvervsliv om en landsdækkende sag – det er da imponerende,« siger Helen Bernt Andersen.

Der afholdes “Lyserød Lørdag” i henholdsvis Slagelse, Korsør og Skælskør lørdag den 6. oktober 2018. Du kan finde arrangementerne i vores Kalender.

Vild med dans-stjerne bakker op om Lyserød Lørdag

I år har den kendte professionelle danser, Karina Frimodt, der er aktuel i TV 2’s seerhit “Vild med dans”, lagt ansigt og navn til Lyserød Lørdags fine brystkræftsløjfe med årets flotte design.

»Det er vigtigt, at vi står sammen om brystkræftsagen. Vis omtanke og bær sløjfen – det gør jeg,« siger Karina Frimodt.

Hun er en af de mange, som har været ramt af brystkræft. Flere og flere får kræftsygdommen, men der er heldigvis også stadig flere, der overlever den. I dag er 87 procent i live fem år efter, diagnosen blev stillet. Ved udgangen af 2015 levede 64.405 danske kvinder med en brystkræftdiagnose.

Årets flotte sløjfe, som Karina Frimodt har lagt navn og ansigt til, koster 20 kroner og kan købes ved mange af de lokale Lyserød Lørdag-arrangementer og i udvalgte lokale butikker.

Alle bryster er forskellige, men ingen skal have kræft

Årets Støt Brysterne-kampagne hylder forskelligheden, og hovedbudskabet er, at “alle bryster er forskellige, men ingen af dem skal have kræft”.

Det understøttes i høj grad på Lyserød Lørdag, hvor målet og meningen med det hele er, at alle kan være med. Man har stort set frie tøjler og kan bidrage med det, man er bedst til, og som man synes er sjovt.

I 2017 havde Lyserød Lørdag 10 års jubilæum, og der blev samlet fem millioner kroner ind. Pengene går til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende ramt af brystkræft.

Tal og fakta om kræft og brystkræft i Danmark

  • Hver tredje dansker får kræft.
  • Cirka en fjerdedel af kræfttilfælde blandt kvinder er brystkræft.
  • Hver niende danske kvinde rammes af brystkræft.
  • Antallet af personer, der får stillet diagnosen, har været stigende gennem de seneste 60 år.
  • Der skete en særlig stor vækst i antallet af brystkræft tilfælde i perioden 2008-2010, da tilbuddet om mammografi blandt 50-69-årige blev udrullet til hele landet.
  • Nu er der igen kun en svag og ikke signifikant stigning i antallet af nye tilfælde.
  • Brystkræft rammer sjældent personer under 30 år og er mest almindeligt hos kvinder mellem 60 og 69 år.
  • Ved udgangen af 2015 levede 64.405 – det vil sige at mere end 2,2 procent af danske kvinder – med en brystkræft-diagnose.
  • Overlevelsen efter diagnosen brystkræft er gennem de seneste 15-20 år forbedret. Således er 5-års overlevelsen (relativ overlevelse) for brystkræft steget fra 81 til 87 procent på 10 år.
  • Risikoen for brystkræft forøges lidt ved alkoholforbrug, fedme og sen alder ved første fødsel.

I gennemsnit pr. år fik 4.668 danske kvinder og 36 mænd konstateret sygdommen i perioden fra 2011 til 2015. De fordelte sig med 7 mænd og 725 kvinder i Regionen Sjælland.


Pressefoto: Kræftens Bekæmpelse.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.