Kriminalisering af identitetstyveri på nettet

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – »At få sin identitet stjålet eller misbrugt eksempelvis ved, at der er oprettet en falsk profil på et socialt medie med ens navn og billede, er meget ubehageligt og krænkende,« siger justitsministeren.

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er enige om, at identitetstyveri på nettet skal kriminaliseres.

Dermed er der et politisk flertal for at gøre noget ved det problem, som det er, når uskyldige ofre får stjålet deres identitet på nettet. Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Straf på bøde eller fængsel indtil 6 måneder

Alt for mange brugere på de sociale medier oplever, at deres identitet på nettet bliver misbrugt. Det kan være en ekstremt ubehagelig oplevelse og kan have store konsekvenser for ens privatliv og færden på de sociale medier.

I dag er identitetstyveri ikke særskilt kriminaliseret i dansk ret, og straffeloven dækker i dag langt fra alle tilfælde af misbrug af identiteter. Eksempelvis er det i dag ikke i sig selv strafbart efter straffeloven at oprette en profil på sociale medier, hvor man udgiver sig for at være en anden person, hvis identitetstyveriet ikke benyttes til at begå kriminalitet med.

Med udgangspunkt i et beslutningsforslag fra SF er partierne enige om, at det er et problem, og at lovgivningen ikke er fulgt med tiden. Derfor er der enighed mellem regeringen og regeringens støttepartier om, at justitsministeren i næste folketingssamling skal fremsætte et lovforslag, som skal kriminalisere identitetstyveri.

Konkret vil forslaget gå ud på at indsætte en ny selvstændig bestemmelse om identitetstyveri i straffelovens kapitel om freds- og ærekrænkelser, der kriminaliserer den, der uberettiget udgiver sig for at være en anden person ved brug af denne persons identitetsoplysninger.

Der lægges op til, at en overtrædelse af den særskilte bestemmelse om identitetstyveri vil have en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Meget ubehageligt og krænkende for offeret

»Vi har den seneste tid kunnet læse om en række alvorlige sager, hvor helt almindelige danskere har oplevet, at deres identitet på de sociale medier er blevet stjålet og misbrugt. At opleve at få sin identitet stjålet eller misbrugt eksempelvis ved, at der er oprettet en falsk profil på et socialt medie med ens navn og billede, er meget ubehageligt og krænkende for den person, det går ud over,« siger justitsminister Nick Hækkerup og fortsætter:

»Vi skal som samfund ikke acceptere en sådan adfærd, og vi skal give ofrene en bedre beskyttelse. Derfor er vi nu enige med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten om at indsætte en selvstændig bestemmelse om kriminalisering af identitetstyveri i straffeloven, så lovgivningen følger med den digitale kriminalitets udvikling og sætter en tyk streg under forbrydelsens alvor.«

Øverst: Genrefoto. (Foto: Jossnatu / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.