Høje niveauer af PFOS i kød fra kvæg fra Korsør Nor

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Korsor.News – Kød fra kalve på engene omkring Korsør Brandskole bør ikke spises, lyder anbefalingen fra Fødevarestyrelsen.

Yderligere tre prøver af kød fra kalve, der har græsset nær brandskolen ved Korsør Nor, indeholder niveauer af PFOS, som giver anledning til sundhedsmæssig bekymring.

Kødet bør ikke spises, lyder anbefalingen fra Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Kødet kan have en væsentlig sundhedsmæssig risiko

Har du kød fra kalve, der har græsset på engene omkring Korsør Brandskole liggende derhjemme i fryseren, skal du smide kødet ud. Det fastslår Fødevarestyrelsen efter nye prøver af kød fra tre kalve fra den lokale Kogræsserforening ved Korsør Nor.

Stoffet stammer fra brandslukningsskum anvendt på den lokale brandskole, og er gennem tiden spredt til områderne via regnvand og lokale vandløb.

Læs også: Grøft, kolonihaver og brandskole undersøges for PFOS.
Læs også: Ingen PFOS i grøntsager og frugt fra kolonihaver ved Korsør.

Indholdet af PFOS i de tre prøver af kalvekød er på henholdsvis 156, 189 og 230 nanogram pr. gram kød. En tidligere prøve af kød havde indhold på 180 nanogram pr. gram kød.

DTU Fødevareinstituttet har vurderet, at dette niveau i kød kan have en væsentlig sundhedsmæssig risiko, hvis man spiser det.

Fødevarestyrelsen forventer at kunne fremlægge resultater for fisk fanget i Korsør Nor i midten af juni. Tidligere på måneden viste analyser af grøntsager fra kolonihaver i området ikke målbare indhold.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Alexas Fotos / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.