Hospitalsklovne besøger halvdelen af de indlagte børn

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Zand.News – Danske Hospitalsklovne når at besøge omtrent halvdelen af de indlagte børn hvert år. Derudover kommer klovnene på flere af landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, og de har også fået et samarbejde med bosteder med børn med svær autisme.

Danske hospitalsklovne når ud til cirka halvdelen af alle sygdomsramte indlagte børn, og klovnene spreder glæde rundt omkring i hele landet. Klovnene arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem.

Klovnen kan blive en tryg hånd at holde i på hospitalet

»Når vi træder ind i et rum, ser vi de mennesker, der er – børn, pårørende og personale – og reagerer på den konkrete stemning,« skriver Danske Hospitalsklovne i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Måske er der brug for at omdanne hospitalsstuen til et rum fuld af leg og magi. Måske er der brug for hjælp til at gennemføre en undersøgelse. Hospitalsklovnen deler sin styrke med barnet og giver, hvad der er behov for.«

For mange børn kan klovnen blive en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt. Gennem århundreder har klovnefiguren været kendt som én, der kunne vende rollerne på hovedet og ændre stemningen i en given situation.

Artiklen fortsætter under billedet.

Danske Hospitalsklovne når at besøge omtrent halvdelen af de cirka 75.000 børn, der hvert år bliver indlagt i Danmark. Derudover har klovnene arbejdet på flere af landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger siden 2016. Og i 2018 indgik klovnene et samarbejde med bosteder med børn med svær autisme.

»Vi vil være der for alle indlagte børn uanset deres diagnose. Og vi er ikke i mål. Som velgørende forening er Danske Hospitalsklovne afhængige af bidrag fra privatpersoner, virksomheder og fonde for at kunne besøge børnene og udvide vores indsatsområder,« skriver Danske Hospitalsklovne.

Klovnene har deres egen hospitalsklovneuddannelse

Danske Hospitalsklovne er ikke frivillige, men professionelt uddannede og lønnede. Det giver tryghed for både barn, forældre og hospitalspersonale.

Derfor har klovnene deres egen skræddersyede hospitalsklovneuddannelse, som er internationalt anerkendt og tager 1½ år at gennemføre.

Klovnene bliver undervist i en bred vifte af kunstneriske værktøjer kombineret med træning i blandt andet relationsopbygning, neuropsykologi og samarbejde med personalet.

Aktuelt er der 52 klovne, men der kommer snart 9 flere.

Danske Hospitalsklovne modtog 273.000 fra OK sidste år

Det kan godt betale sig at tanke hos OK. Danske Hospitalsklovne har nemlig modtaget godt 273.000 for det seneste år.

Pengene har OK’s kunder sparet op til klovneforeningen ved at tanke på deres OK Benzinkort. Når man vælger at knytte sit benzinkort til sponsoraftalen, støtter man gratis med et øre-beløb for hver liter brændstof, der tankes på kortet.

Det koster med andre ord ikke kunden ekstra at tanke, da det er OK, som udbetaler pengene.

Udover sporten har en OK-kunde mulighed for at støtte arbejdet i SOS Børnebyerne, Colitis-Crohn Foreningen, Dyrenes beskyttelse, ADHD Foreningen, Danske Hospitalsklovne, Grønlandsfonden, Parasport Danmark med videre.

OK arbejder løbende på at udvikle sit sponsorkoncept. Sponsoraftalen med den pågældende klub eller forening kan i alt opnå 15 øre i støtte for hver liter, som bilisten tanker.

Der er først og fremmest 5 øre for at tanke brændstof. Men også 5 øre for samme liter brændstof, hvis bilisten er el-kunde i OK, og yderligere 5 øre, hvis man har mobiltelefoni hos OK.

På den måde kan man faktisk støtte med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter brændstof.

OK er et dansk andelsselskab, som er ejet af cirka 12.000 kunder og forhandlere. OK forsyner boligejere, landbrug og erhvervsliv med olie, naturgas, varmepumper, el, mobiltelefoni og forsikringer. OK er desuden med i samarbejder omkring biogas-stationer og brint-stationer.

Øverst: Danske Hospitalsklovne. (Foto: Danske Hospitalsklovne). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.