Belast ikke vagtlægen med receptfornyelse

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – Akuttelefoner og lægevagter melder om, at mange belaster vagtlægen unødigt ved at ringe for at få fornyet en recept, mens deres læge er på ferie. Man bør gå på apoteket, hvis man har akut brug for at få fornyet en eksisterende recept.

Undgå at ringe til vagtlægetelefonen, hvis recepten er udløbet. Gå i stedet for på apoteket, der kan hjælpe med at genordinere p-piller samt medicin mod en række kroniske sygdomme. Det skriver Danmarks Apotekerforening i en pressemeddelelse.

Apoteket kan hjælpe med en lang række medicin

Regionernes akuttelefoner og lægevagter melder om, at mange belaster vagtlægen unødigt ved at ringe for at få fornyet en recept, da deres egen læge er på ferie. Men har man akut brug for at få fornyet en eksisterende recept, bør man gå på apoteket, der i mange tilfælde kan genordinere og udlevere den receptpligtige medicin, som man skal bruge.

Helt konkret kan apoteket hjælpe med at genordinere følgende slags medicin: Insulin, p-piller, syrehæmmende medicin mod for meget mavesyre, forebyggende medicin mod den kronisk tarmsygdom colitis ulcerosa, adrenalin mod anafylaktisk chok, hormonnæsespray mod allergi samt hormoncreme mod eksem og psoriasis. Desuden kan apoteket udlevere medicin mod forhøjet blodtryk, kolesterol, astma, KOL, allergi og knogleskørhed.

Behandlerfarmaceuter foretager genordinationen

Det er apotekernes uddannede behandlerfarmaceuter, der kan foretage genordinationen. Forudsætningen er, at man har en gyldig ordination fra lægen, og at man har været i stabil behandling med medicinen i mindst et halvt år. Gælder det p-piller, som vagtlægerne normalt ikke vil forny recepten på, skal man have brugt dem i mindst et år.

Apoteket skal udlevere den mindste pakning, og man må efterfølgende kontakte lægen, når han eller hun er tilbage fra ferie.

»Ordningen med, at man kan få hjælp på apoteket, hvis recepten er udløbet i eksempelvis ferieperioden, er nu tre år gammel, og der er stadigvæk mange, der ikke er opmærksomme på denne mulighed. Behandlerfarmaceuternes autorisation til at genordinere medicin er netop lavet for at hjælpe i situationer, hvor lægen måske holder ferie, og man har glemt at forny recepten. Det er ikke meningen, at regionernes akuttelefoner skal bruges til den slags,« siger sundhedsfaglig direktør Birthe Søndergaard fra Danmarks Apotekerforening.

Hun opfordrer til, at man benytter apoteket i stedet for at belaste lægevagten og dermed blokere for vigtige opkald.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Clker Free Vector Images / Pixabay). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.