Åbning af ny nærpolitistation i Korsør

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Korsor.News – Mød justitsministeren, borgmesteren og politidirektøren den 10. august kl. 14, når den nye nærpolitistation på Halsskov i Korsør åbner.

Den 10. august kl. 14.00 åbner Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en ny nærpolitistation på Halsskov. Alle er velkomne, når justitsministeren klipper båndet. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

»Vi byder på lidt forfriskninger til borgerne«

Efter ombygning i lokalerne slår politiet nu dørene op for en helt nyetableret nærpolitistation på Halsskov i Korsør på adressen Egersundvej 30 i Motalavej-området. Justitsminister Mattias Tesfaye (S), Slagelses borgmester Knud Vincents (V) og politidirektør Lene Frank står for den officielle indvielse.

»Vi byder på lidt forfriskninger til borgerne og man kan hilse på politihundene, sidde på en motorcykel, opleve en patruljebil indefra, se vores mobile politistation – og naturligvis møde lokalbetjentene på den nye nærpolitistation,« siger politikommissær Halil Carkaci, der er leder af nærpolitistationen, og fortsætter:

»Vi håber at mange borgere vil vælge at lægge vejen forbi den nye nærpolitistation den 10. august og være med til at fejre åbningen.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Den nye nærpolitistation på Halsskov set fra Egersundvej. (Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi).

Nærpolitistationen er placeret tæt på Motalavej

Egersundvej er en sidevej til Motalavej, og nærpolitistationen er placeret cirka 50 meter fra Motalavej. Nærpolitistationen etableres på baggrund af den flerårsaftale, som politikerne på Christiansborg har indgået, hvor det er besluttet, at der skal oprettes nye nærpolitienheder, så politiet bliver mere fysisk tilgængeligt og kan komme endnu tættere på borgerne lokalt.

Gruppen af lokalbetjente, der skal bemande nærpolitistationen, består af såvel erfarne lokalbetjente som nye lokalbetjente. En del har tidligere arbejdet på Motalavej og i politikredsens øvrige udsatte områder, så de har et indgående kendskab til politikredsens udsatte områder, samarbejdspartnerne i kommunen og boligselskaberne, samt til områdernes beboere. Med etableringen udvides antallet af lokalbetjente fra 4 til 12.

Lokalbetjentene arbejder dialogbaseret og relationsskabende, og anvender blandt andet fod- og cykelpatruljering som et bærende element i deres tryghedsskabende og forebyggende politiarbejde. Nærpolitistationen har åbent for borgerhenvendelser 19 timer om ugen, men medarbejderne vil køre ud fra lokalerne på Egersundvej i både dag- og aftentimerne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den nye nærpolitistation ligger på Egersundvej 30 på Halsskov. (Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi).

Den hidtidige politiekspedition, der ligger i kommunens lokaler på Dahlsvej 3 i Korsør Sydby, lukker, når den nye nærpolitistation åbner.

Øverst: Politikommissær Halil Carkaci er leder af nærpolitistationen på Halsskov. (Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.