Tre mænd anholdt i sag om hjemmerøveri

Zand.News – Blot ni minutter efter en anmeldelse om hjemmerøveri på Skælskørvej blev den første mand anholdt.

Kort før midnat natten til tirsdag fik politiet en anmeldelse om, at flere mænd var trængt ind i en bolig på Skælskørvej ikke langt fra Karrebæksminde ved Næstved. Ganske kort efter var den første patrulje på stedet – hurtigt efterfulgt af flere. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Der er sat en større efterforskning i gang

Det betød, at blot ni minutter efter anmeldelsen var den første mand anholdt, og ikke længe efter blev to mere anholdt. De blev alle tre sigtet for røveri mod person i egen bolig.

»Vi ser selvfølgelig meget alvorligt på sagen, og vi har hen over natten sat en større efterforskning i gang. På nuværende tidspunkt kan vi ikke afvise, at der kommer yderligere anholdelser,« fortæller vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.

Politiet søger efter vidner fra nærområdet

I forbindelse med røveriet hører politiet gerne fra vidner, der kan have befundet sig i området ved Skælskørvej nær rundkørslen mod henholdsvis Næstved og Karrebæksminde inden midnat natten til i dag. Eventuelle vidner kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.

De tre sigtede, der alle er fra københavnsområdet, fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Næstved i dag, hvor anklagemyndigheden vil begære lukkede døre. Derfor har politiet ikke yderligere oplysninger for nu.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Kim Matthai Leland / Rigspolitiet). PM/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/xru0