Mand fra Slagelse skaffede sig adgang til brændende hus

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – En 33-årig mand fra Slagelse skaffede sig adgang til et brændende hus i Ringsted for at se, om der var mennesker, som var i fare.

Ilden havde godt fat, og huset var overtændt

Lørdag aften kl. 19.44 kom der et alarmopkald om brand i et stuehus i en landejendom på Slangerupvej i Ringsted.

Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor der var brand på husets første sal samt på taget. Ilden havde godt fat, og huset var overtændt.

En 33-årig mand fra Slagelse, der var på besøg på en adresse overfor, havde set, at huset var i brand, og han skaffede sig adgang til huset for at se, om der var personer, som var i fare.

Han fandt dog ingen, og måtte trække sig tilbage igen på grund af kraftig røg.

Ingen personer kom til skade ved branden

Den 33-årige blev efterfølgende undersøgt for røgforgiftning. Ingen personer kom til skade ved branden, men huset fik omfattende skader.

Husets beboer kom hjem, mens slukningsarbejdet var i gang, og havde intet bud på, hvorfor branden var startet.

Der er intet, der tyder på, at branden er påsat, men politiet skal nu undersøge stedet for at forsøge at fastlægge brandårsagen.


Arkivfoto: Rigspolitiet.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.