Artiklen er opdateret for 1 år siden.
Korsor.News – »De tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen har ventet længe på en undskyldning, som jeg er glad for endelig at kunne give på regeringens vegne,« lyder det fra socialministeren, som dog ikke forholder sig til nuværende anbragte handicappede.
Tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der har været udsat for svigt og overgreb, modtager regeringens undskyldning den 8. maj 2023. Det skriver Socialministeriet i en pressemeddelelse.
Udsat for svigt og overgreb under statens varetægt
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil den 8. maj 2023 give en undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen til et arrangement på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg på Fyn.
Læs også: Undskyldning til anbragte i sær- og åndssvageforsorgen.
Sidste år kastede den historiske udredning af sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933 til 1980 lys over et mørkt kapitel i dansk historie. Børn, unge og voksne blev udsat for svigt og overgreb under statens varetægt.
Derfor vil social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil på vegne af regeringen give en undskyldning til de tidligere anbragte, der har været udsat for svigt og overgreb. Hun forholder sig ikke til de nuværende anbringelser af for eksempel handicappede.
Læs også: Autismeforening: »Giv os retssikkerheden tilbage.«
Undskyldningen bliver markeret ved et arrangement på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg den 8. maj kl. 13.00-15.00.
Den tidligere regering (Socialdemokratiet) igangsatte i 2020 en historisk udredning af sær- og åndssvageforsorgen i perioden mellem 1933 og 1980, hvor staten havde ansvaret for området. Udredningen har afdækket alvorlige svigt og overgreb blandt andet i form af tvangssterilisering, vold og seksuelle overgreb.
»De anbragte har ventet længe på en undskyldning«
»De tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen har ventet længe på en undskyldning, som jeg er glad for endelig at kunne give på regeringens vegne,« siger socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:
»Det er skæbner og historier, som har berørt mig dybt, og som det er vigtigt, vi lytter på og lærer af. Derfor er det eneste rigtige også at give en undskyldning fra statens side til de mennesker, der i statens varetægt blev udsat for horrible overgreb, der også dengang var ulovlige.«
Det er med andre ord ikke statsminister Mette Frederiksen (S), som overbringer undskyldningen fra staten.
I 1923 indrettede De Kellerske Anstalter en anstalt for cirka 50 kvinder på Sprogø i det nuværende Slagelse Kommune. Det var først og fremmest ugifte kvinder med en aktiv seksualitet. Det skete under påvirkning af tidens debat om arvehygiejne (racehygiejne), hvor især tidligere socialminister K.K. Steincke (S) blev en markant person. Kvinderne var gennemsnitligt anbragt i syv år og kunne blive løsladt på betingelse af sterilisering. Anstalten på Sprogø blev nedlagt i 1961.
Øverst: Fyrtårn på Sprogø. (Foto: iStock / Juan Carlos fotografia). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.