Stor interesse for aktivitetstilbud til demensramte

Opdateret den

Læsetid: 2 min.

Plejecenter Smedegade har startet et tilbud til hjemmeboende, demensramte borgere. Interessen er så stor, at der ikke er plads til flere. Men der er mulighed for nye hold.

Sammen med medarbejdere fra Amaliehavens dagcenter på Smedegade har flok borgere med demens planlagt en måneds aktiviteter, der skal holde fysikken ved lige.

Selvom man har demens, kan man godt være fysisk velfungerende. Det gælder om at holde sig i gang for kroppens skyld. Dertil kommer, at aktiviteterne er med til at skabe fællesskab og socialt samvær.

Aktiviteter såsom stavgang, krolf, minigolf og vandring

Derfor har Plejecenter Smedegade startet et tilbud til hjemmeboende, demensramte borgere, der gerne vil være lidt mere aktive i hverdagen. Her kan deltagerne prøve kræfter med aktiviteter såsom stavgang, krolf, minigolf, vandring og meget andet.

»Det er vigtigt at holde sig aktiv, lige gyldigt om man har demens eller ej, men vi ved desværre, at borgere med demens er i større risiko for at blive inaktive end andre. Derfor tænkte vi, at det var oplagt at arrangere et tilbud, der kunne give lidt frisk luft, lidt høj puls og nogle gode oplevelser,« forklarer Tatjana Frimurer, der er virksomhedsleder på Plejecenter Smedegade, og fortsætter:

»Vi har ikke været i gang længe, men vi har en god oplevelse fra en af damerne, der lider meget af gigt og ofte klager over smerter. Men da hun havde været med i Motionsklubben, mødte hun op dagen efter og havde ikke så ondt som hun plejer. Det giver lidt mere glæde i hverdagen, den slags, både for os og borgerne.«

Lukket for flere tilmeldte, men ring alligevel

Interessen for motionsklubben har været så stor, at der allerede er lukket for flere tilmeldte. Det kan være mulighed for nye hold, hvis der er nok, som henvender sig til Demenskonsulenterne.

Du kan rette henvendelse til Demenskonsulenterne, hvis du eller en pårørende er interesseret. De kan kontaktes på telefon 58 57 33 40 mellem kl. 8 og 9 på hverdage.


Modelfoto: HoliHo / Pixabay.


Fortæl din mening:

kommentarer