Soldater fra Antvorskov bevæbnes med tunge cybervåben

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

På onsdag udsendes 200 soldater, herunder 140 fra Antvorskov Kaserne, til Estland, og Folketinget har godkendt, at de bevæbnes med cybervåben til udvidet selvforsvar. Det er første gang, at danske soldater bevæbnes med tunge cybervåben på en international mission.

Folketinget har for første gang godkendt, at danske soldater medbringer med tunge cybervåben på en international mission. Det blev godkendt af Folketinget i maj forrige år.

Det skete på baggrund af Forsvarets Efterretningstjeneste oplysninger til Folketinget i forbindelse med “Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til NATOs fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen”.

Risiko for bl.a. spionage, chikane og intimidering

Forsvarets Efterretningstjeneste har blandt andet oplyst, at truslen for spionage og cyberkriminalitet mod et dansk styrkebidrag vurderes at være meget høj, og at truslen fra chikane og intimideringskampagner mod et dansk styrkebidrag vil være høj.

Forsvarets Efterretningstjeneste har endvidere oplyst til Folketinget, at truslen for russisk udnyttelse af et dansk bidrag i påvirkningskampagner, som bliver rettet mod de russisksprogede mindretal i Baltikum, vil være høj.

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer desuden, at truslen for russisk udnyttelse af et dansk styrkebidrag i påvirkningskampagner, som bliver rettet mod et vestligt publikum, vil være middel.

Presserådgiver Lars Skjoldan fra Værnsfælles Forsvarskommando oplyser til Politiken, at han ikke kan udtale sig om, “hvilke typer cybervåben forsvaret råder over, eller hvilke cybervåben der tages med til Estland”.

Soldater instrueres i hacking, fake news og honey traps

Vi har tidligere skrevet om, at soldater advares mod russisk sexpionage. Det skete i forbindelse med, at 140 soldater fra Antvorskov Kaserne blev instrueret i cyber-sikkerhed herunder hacking, fake news og “honey traps”. En honey trap er en attraktiv kvindelig spion, som udøver sexpionage ved at forføre soldater.

Et bredt politisk flertal i Folketinget står bag udsendelsen af de omkring 200 danske soldater til NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har fortalt i en tidligere pressemeddelelse, at Danmark yder et markant bidrag til de allieredes sikkerhed i Baltikum og Polen i 2018 med udsendelsen soldaterne og fire F-16 kampfly.

Læs også: Soldater advares mod russisk sexpionage

Genrefoto: Flavio Takemoto / Freeimages

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.