Satte stjålen ladcykel til salg på Facebook

Artiklen er opdateret for 8 timer siden.

Slagelse.News – En stjålen ladcykel blev sat til salg på Facebook, hvorpå sælgeren i Slagelse oplyste stelnummeret til en potentiel køber. Det viste sig, at det ikke var den eneste stjålne cykel, som sælgeren havde stående.

I marts blev en ladcykel fra en adresse i Holbæk meldt stjålet, og så dukkede cyklen op på en salgsside på Facebook for nogle dage siden. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Politiet frem til sælgeren i Slagelse

En interesseret køber kontaktede sælgeren og fik oplyst stelnummeret, som han derpå kontrollerede på politiets hjemmeside. Her kom det frem, at ladcyklen var meldt stjålet. Køberen henvendte derfor sig til politiet.

Mandag eftermiddag fandt politiet frem til sælgeren, en 33-årig mand fra Slagelse, og på hans adresse fandt betjentene den stjålne ladcykel og yderligere en cykel, der var meldt stjålet i København. Cyklerne blev taget med til politistationen, så de kan udleveres til den rette ejer, og den 33-årige blev sigtet for tyveri.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Richard Villalon / iStock). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/m3ag