Narkopusher banker ind i en parkeret bil

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – En påvirket narkopusher ramte lige pludselig en parkeret bil på Korsørvej. Det gav politiet en ganske oplagt mulighed for at undersøge bilen og hans hjem lidt nærmere.

Sent lørdag aften kl. 23.44 skete et færdselsuheld på Korsørvej i Slagelse By, og det førte til, at politiet fandt lidt af hvert i hans bil og på hans bopæl. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Baseballbatlygte, kanonslag og foldekniv i bilen

En 29-årig mand fra Slagelse kom kørende i østlig retning, da han i forbindelse med en overhaling mistede herredømmet over sin bil og ramte en parkeret bil. En narkometertest gav udslag for amfetamin, og det viste sig også, at den 29-årige var frakendt kørekortet.

Da politibetjentene undersøgte bilen, fandt de en lommelygte, der var formet som et baseballbat, et kanonslag og en foldekniv.

Pose med amfetamin blev opbevaret i hjemmet

Politiet undersøgte også den 29-åriges bopæl, og her blev der fundet en pose med noget hvidt pulver, som viste sig at være amfetamin.

Der var 100 gram, og den 29-årige blev herefter sigtet for narkokørsel, for kørsel i frakendelsestiden, for overtrædelse af fyrværkeriloven, knivloven og våbenloven og sidst men ikke mindst for salg af ulovlige stoffer.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør i retten søndag, og her blev han varetægtsfængslet frem til den 25. januar.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.