Krigsbunker bliver til spansk trappe

Læsetid: 4 min.

Slagelse.News – Få en rundvisning i krigsbunkeren bag Sct. Mikkels Kirke. Samtidig kan du se og høre mere om planerne for Fisketorvet i Slagelse Midtby.

Den 24. og 25. september 2020 har alle mulighed for at høre om planerne for Fisketorvet i Slagelse Midtby og at besøge bunkeren, der snart rives ned.

Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse. Det fremgår også af referater fra blandt andet Erhvervs- og Teknikudvalget.

Lokalhistoriker Ole G. Nielsen fortæller historien

Den 24. og 25. september bliver høringen om planerne for Fisketorvet skudt i gang, når Slagelse Kommunes borgerbil bliver kørt i stilling på Fisketorvet mellem kl. 14 og 17 begge dage.

Her kan alle interesserede kigge forbi for at se og høre mere om skitseforslaget, der blev politisk godkendt i starten af august.

Samtidig bliver der også mulighed for at få en rundvisning i bunkeren, som efter planen skal erstattes af en spansk trappe, når det nye projekt bliver rullet ud, og lokalhistoriker Ole G. Nielsen vil også være til stede og fortælle om Fisketorvets historie.

Beredskabskommissionen har godkendt, at beskyttelsesrummet må fjernes. Nedrivningen planlægges gennemført i oktober-november i år.

»Fisketorvet er et fint sted for en lille pause, men i dag står der kun to bænke. Vi vil gerne give meget bedre mulighed for at sidde og opholde sig på Fisketorvet, dels med gode siddemuligheder på selve trappen og på “rigtige” bænke med ryglæn,« siger formanden for Erhvervs- og Teknikudvalget, Villum Christensen (LA), og fortsætter:

»Samtidig vender vi en del af siddepladserne, så man både kan nyde solen, kirken og følge med livet i gaden.«

En lomme med jazzmusik, fadøl og kirke som kulisse

Fisketorvet har siden etableringen af gågaden i 1976 været en hyggelig lille lomme i bymidten med jazzmusik og fadøl og kirken som kulisse.

Det skal der ikke ændres på. Og derfor bliver den spanske trappe også udformet, så nogle af trinene kan danne “scene” for eksempelvis jazzorkestrene og andre optrædende.

»Vi får skabt nogen bedre muligheder for live-musik på Fisketorvet,« siger formanden for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Jørgen Grüner (SF), og fortsætter:

»Jeg kunne for eksempel godt forestille mig et af vores dygtige kor stå op ad trappen med kirken som bagtæppe og synge – det vil blive en god oplevelse. Men har man andre ideer til, hvordan vi kan få glæde af den nye plads, så skal folk kigge forbi.«

Skolekunstprojekt på Fisketorvet og Lokalt Fødevaremarked på Nytorv

Arrangementet gennemføres i samarbejde med Business Slagelse, der torsdag kl. 16.30 kårer årets skolekunstprojekt på Fisketorvet, og fredag inviterer til Lokalt Fødevaremarked på Nytorv.

Læs også: Direkte fra mark til bod på Nytorv.

Selv om man ikke har tid til at kigge forbi Fisketorvet, kan man læse mere om projektet på projekthjemmesiden de12torve.slagelse.dk, som lanceres den 24. september.

Byrådet har afsat 4,2 millioner kroner til renovering af Fisketorvet, heraf 1,2 millioner kroner i 2020.

Høringsperioden løber frem til den 26. oktober. Her er alle velkomne til at sende bemærkninger til projektforslaget til mail de12torve@slagelse.dk. Når høringen er slut, præsenteres bemærkningerne for Erhvervs- og Teknikudvalget, der så vil tage stilling til, om eller hvordan de får indflydelse på det endelige projekt, der forventes udført i første halvdel af 2021.

Øverst: Skitse over Fisketorvet i Slagelse Midtby. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.

Fortæl din mening:

Kommentarer

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.