Efterlyser vidner til voldtægtsforsøg i Ringparken

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Sent søndag aften blev en kvinde udsat for voldtægtsforsøg ved Kierulffsvej i Slagelse Nordby. Manden er 185-195 cm høj, cirka 45-55 år, ikke etnisk dansk af udseende og har et tæt, sort fuldskæg på cirka 1-2 centimeter.

Søndag aften kl. 22.41 var en 30-årig kvinde udsat for et voldtægtsforsøg på Kierulffsvej i Ringparken og Rosenkildevej. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Blev trukket ind bag en hæk på Rosenkildevej

Kvinden var nede med affald på Kierulffsvej, da hun blev råbt an ad en mand, der stod ude på vejen. Han forklarede, at han havde ondt i hoften og bad om hjælp til at komme hen til sin bil, der holdt i nærheden.

Kvinden fulgte manden ud på Rosenkildevej, hvor han trak hende ind bag en hæk og holdt hende fast, mens han trak sine bukser ned. Det lykkedes dog kvinden at sparke sig fri og tilkalde politiet.

Kvinden kom ikke noget til, men var naturligvis rystet over oplevelsen, der efterforskes af politiet som forsøg på voldtægt.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mand
  • Cirka 45-55 år
  • Lys i huden
  • Mørke øjne
  • Ikke etnisk dansk af udseende
  • Tæt, sort fuldskæg på cirka 1-2 centimeter
  • Omkring 185-195 cm høj
  • Muskuløs af bygning
  • Talte dansk med accent.

Dertil kom, at han lugtede og var usoigneret. Han var iført en mørk hue med ukendt logo, sort trøje og mørke jeans med bælte.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har bemærket noget omkring gerningstidspunktet. Ring på telefon 1-1-4 og nævn gerne SC: 1900-72301-00036-20.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.