De studerende i Slagelse får velkomst på Nytorv

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – »Slagelse er Vestsjællands hovedstad, og jeg er rigtig glad for at have de mange studerende i vores by. Derfor vil vi gerne sige ordentlig velkommen til dem, vise dem byen og byde indenfor i vores fællesskab,« siger borgmesteren. Det sker den 4. september.

Der bliver fest og farver den 4. september 2019, når der atter er Study Start Slagelse på Nytorv i Slagelse Midtby. Det skriver Slagelse Kommune.

Vil sige ordentlig velkommen til de studerende

Onsdag den 4. september 2019 byder Slagelse By og Slagelse Kommune velkommen til et nyt kuld studerende, som er startet på deres videregående uddannelse. Det sker når det årlige velkomstevent Study Start Slagelse løber af stablen på Nytorv i Slagelse Mitdby.

Igen i år er kommunen gået sammen med de videregående uddannelser og Business Slagelse om det årlige velkomstarrangement, hvor de studerende har mulighed for at møde studerende fra andre uddannelser og få et indtryk af den by, de skal studere i.

»Study Start Slagelse er blevet en rigtig god og hyggelig tradition. Slagelse er Vestsjællands hovedstad, og jeg er rigtig glad for at have de mange studerende i vores by. Derfor vil vi gerne sige ordentlig velkommen til dem, vise dem byen og byde indenfor i vores fællesskab,« siger borgmester John Dyrby Paulsen (S).

De studerende skal føle sig som en del af byen

I år er cirka 600 nye studerende fra Zealand, Syddansk Universitet og Professionshøjskolen Absalon inviteret.

Eventet bliver skudt i gang, når de studerende mødes på H.P. Hansens Plads kl. 12.30. Derfra går de i samlet flok til Nytorv, hvor borgmesteren siger velkommen. Der vil også være konkurrencer, hygge og goodiebags med lækkerier i.

»Vi vil gerne være en attraktiv uddannelsesby, så derfor skal vi også gøre noget for de studerende. Vi vil have, at de studerende føler sig velkomne og som en del af byen, og derfor har vi har fra starten bakket op om Study Start Slagelse,« siger Torben Kjerulff, der er formand for Business Slagelse.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.