85-årig kvinde snydt af bankbedragere

Slagelse.News – Endnu et tilfælde af bedrageri, hvor en falsk bankmand ringer til en ældre borger i Slagelse.

En 85-årig kvinde fra Slagelse blev mandag eftermiddag kl. 14.00 ringet op af sin “bank”, og en venlig mand fortalte hende, at der var problemer med hendes betalingskort, men at “banken” straks ville sende et par medarbejdere ud til kvinden for at hente kortet. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

To imødekommende mænd kom hjem til kvinden

Kort efter opkaldet fra den falske bank ankom to “imødekommende” mænd til kvindens bopæl, og her lykkedes det for dem at overbevise hende om, at hun var nødt til at udlevere både kort og pinkode. Inden kortet blev spærret, havde bedragerne held til at hæve nogle tusinde kroner i en automat.

Politiet opfordrer stadig til, at pårørende til ældre og til andre mindre rutinerede internetbrugere tager en snak med dem om, hvad de skal gøre, hvis de får et opkald – eller en henvendelse – som beskrevet ovenfor. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan rådgive.

Husk, at hverken banken, politiet, kommunen eller andre myndigheder ringer og efterspørger betalingskort, MitID, pin-koder eller lignende – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort. Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til bankens hovedtelefonnummer eller til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Sam Williams Photo / Pixabay). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/rjyy