Borreby Gods blev ikke Danmarks Smukkeste Herregård

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Skaelskor.News – Borreby Gods i Skælskør blev nomineret sammen med 16 andre herregårde som Danmarks Smukkeste Herregård. Desværre vandt Voergaard i Brønderslev Kommune (øverste billede).

Der er cirka 770 herregårde i hele Danmark, hvor 300 er fredede. Historiske Huse sætter denne fælles kulturskat under lup gennem kåringen af Danmarks Smukkeste Herregård. 17 herregårde blev nomineret, herunder Borreby Gods i Skælskør.

Voergaard i Nordjylland vandt konkurrencen

Med 16 procent af stemmerne har Voergaard i Nordjylland vundet konkurrencen om at blive “Danmarks Smukkeste Herregård”. Voergaard vinder blandt 17 kandidater fra hele landet – kun et mulehår foran Lynderupgård ved Viborg, mens Ledreborg ved Roskilde kom på tredjepladsen.

Voergaard er åben for offentligheden, da stedet i dag er indrettet som museum og blandt andet rummer landets største, privatejede kunstsamling og afholder middelaldermarked om sommeren og julemarked om vinteren. Voergaard er en enestående renæssancebygning fra 1500-tallet omgivet af Danmarks bredeste voldgrav.

Tæt kapløb blandt de 17 nominerede herregårde

»Selvom over 10.000 havde stemt, var der kun 30 stemmer mellem første- og andenpladsen, og der var intens spænding til det sidste. Alle 17 herregårde er vindere i vores øjne, idet de er sluppet igennem vores eksperters nåleøje for overhovedet at blive nominerede blandt de over 700 danske herregårde. Men Voergaard er en værdig vinder og en fantastisk repræsentant for Nordjylland«, siger Birthe Iuel, Præsident for Historiske Huse, og fortsætter:

»Vi ønsker Voergaard tillykke og glæder os til at fejre stedet alle involverede. Vi håber, at befolkningen får øjnene op for de mange smukke herregårde, der ligger strøet ud over hele landet. Selvom der kun er én, der ifølge vores afstemning er den smukkeste, så er der hundredevis af skønheder blandt de øvrige herregårdsmiljøer, både når det gælder bygningsværkerne og deres naturskønne omgivelser,« understreger Birthe Iuel.

Som præmie får Voergaard et træ som, skal plantes ved en senere højtidelighed, hvor der også sættes en plakette op med inskriptionen “Danmarks Smukkeste Herregård”.

Danmarks Smukkeste Herregård er åbent for offentligheden, idet Voergaard i dag en selvejende institution, der er indrettet som museum. Slottet er indrettet og møbleret af dets sidste ejer, greve Oberbech-Clausen og rummer landets største privatejede kunstsamling med værker af Goya, Rubens og Raphael – foruden Napoleons spisestel og Mingvaser.

Voergaard er en enestående renæssancebygning fra 1500-tallet omgivet af Danmarks bredeste voldgrav og med metertykke mure. Den østvendte sandstensportal, som man møder efter at have krydset voldgraven, er landets fornemste herregårdsportal, udformet som en triumfbue og dekoreret med diademhoveder, doriske søjler, løvehoveder og Frederik 2.s monogram.

Ledreborg ved Roskilde kom på tredjepladsen

Ledreborg på Ledreborg Alle i Lejre Kommune ved Roskilde blev bygget i 1740-45 af lensgreve Johan Ludvig Holstein-Ledreborg, som var den daværende leder af Det Danske Kancelli under Christian VI, og har været Holstein-Ledreborg familiens domicil i over 250 år.

Ledreborg er et af de mest imponerende barokanlæg i landet og de enestående terrassehaver folder sig ud som et funktionelt totalteater, der i dag danner ramme om DR’s store Slotskoncerter.

Hovedbygningen blev forlænget og ombygget i 1740’erne af tidens fremmeste arkitekter, Krieger, Eigtved og Thura. Anlæggets afgørende formål var at imponere, og som besøgende ankom man af en 7 kilometer lang alle, der mundede ud i en forgård af buede bygninger, gitre og søjler, der skabte en dramatisk effekt.

I dag ejes Ledreborg af John og Silvia Munroe og der afholdes events, møder og koncerter. Ledreborg har desuden Skandinaviens største svævebane. Dele af herregården bliver stadig brugt til landbrug, skovbrug og jagt.

Læs også: Borreby Gods er nomineret som smukkeste herregård.


Øverst: Voergaard. Pressefoto: Historiske Huse.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.