To familier med kriminelle unge er fraflyttet Motalavej

Opdateret den

Læsetid: 2 min.

I 2017 blev to børn dømt for vold og røveri samme aften. BoligKorsør ophævede familiernes lejemål på Motalavej, men de klagede og ankede. Nu har familierne forladt deres boliger.

Sagen om tvangsudsmidning af to familier på Motalavej er nu slut, da familierne har fraflyttet deres boliger på Motalavej på Halsskov i Korsør. Det oplyser Ebbe Jens Ahlgren, som er formand for BoligKorsør.

I marts 2017 deltog to drenge i et overfald og et røveri. De var henholdsvis 16 år og 17 år. De overfaldt en ældre mand ved Lidl, hvorpå de truede en vagt med en pistollignende hundeproppistol for at få adgang til Kvarterhuset på Motalavej. De blev efterfølgende dømt for vold og røveri.

BoligKorsør ophævede derpå familiernes lejemål, men familierne klagede til Boligretten. Herefter ankede den ene familie Boligrettens afgørelse, men familien trak angiveligt anken tilbage.

»Det viser, at det godt kan svare sig at blive ved med at tro på, at det kan svare sig at kæmpe for tryghed hos BoligKorsørs lejere,« skriver Ebbe Jens Ahlgren og fortsætter:

»Jeg håber nu, at andre unge mennesker ude i de udsatte boligområder landet over, at de vil tænke sig om en ekstra gang, inden de begiver sig ud i alvorlig kriminalitet i områderne, da det kan få store konsekvenser for familierne.«

Det kom frem, at det kunne tage Boligretten 441 dage at behandle en dom, og at det kunne tage Landsretten 406 dage at behandle en anke, men det vil politikerne på Christiansborg ændre på.

»Jeg er glad over, at vores opråb om en urimelig lang sagsbehandlingstid på netop disse sager nu tilsyneladende er hørt på Christiansborg, der netop er ved at ændre denne procedure, så sagerne ikke trækker i langdrag,« slår Ebbe Jens Ahlgren fast.

Læs også: Kriminelle familier bor stadig på Motalavej.


Arkivfoto: Slagelse Media.


Fortæl din mening:

Kommentarer

Del denne artikel: