Korsor.News – Slagelse Kommune sælger Halsskov Færgehavn i Korsør (og den nedlagte færge “Broen”) til Sund & Bælt med henblik på at styrke beredskabet i Danmark.
Sund & Bælt køber Halsskov Færgehavn i Korsør af Slagelse Kommune. Aftalen sikrer forsyningssikkerheden på tværs af Danmark i tilfælde af en længerevarende lukning af Storebæltsbroen. Den nedlagte færge “Broen” følger med i handlen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse Kommune har solgt Halsskov Færgehavn (og den nedlagte færge “Broen”) til Sund & Bælt for at styrke beredskabet ved en længerevarende lukning af Storebæltsbroen. Købet skal sikre forsyning og mobilitet mellem landsdelene. Havnen skal ombygges, før den kan bruges til færgedrift, men vil forblive delvist åben for offentligheden. Ombygningen begynder efter sommeren, og området vil også blive brugt ved fremtidige broarbejder. Salget ændrer ikke på kommunens udviklingsplaner for Korsør.
Færgedrift ved længerevarende brolukning
Storebæltsbroen er Danmarks vigtigste forbindelse, og en længere afbrydelse af trafikken over broen vil få store konsekvenser for mobiliteten og samfundsøkonomien i Danmark. Derfor har Sund & Bælt, der ejer og driver Storebæltsforbindelsen, til opgave at sikre forsyningssikkerheden og fremkommeligheden mellem Vest- og Østdanmark.
For at styrke beredskabet har Slagelse Kommune og Sund & Bælt indgået en aftale, som betyder, at Sund & Bælt køber Halsskov Færgehavn med henblik på at kunne indsætte færger ved en længerevarende lukning af broen.
»Siden Sund & Bælts første henvendelse i februar har der ikke været tvivl om, hvor vigtig forbindelsen over Storebælt er – og hvilken central rolle Halsskov Havn spiller i den sammenhæng. Når vi af den grund nu sælger havnen, så er jeg glad for, at det sker med en aftale, der både sikrer forsyningssikkerheden og samtidig bevarer områdets tilgængelighed for de mange brugere og aktiviteter i havnen,« siger borgmester Knud Vincents (V) og fortsætter:
»Samtidig er det vigtigt at understrege, at Sund & Bælts overtagelse af arealet ikke ændrer på de idéer og planer, vi har arbejdet med i Udviklingsplanen for Korsør. Der vil komme perioder, hvor der vil være helt eller delvist lukket, men både vi og Sund & Bælt er optaget af et konstruktivt samarbejde om at give borgerne mest mulig adgang til området.«
Den nedlagte færge “Broen” følger med i handlen
Med i købet af havnen følger den nedlagte færge “Broen”, der ligger på havnearealet. Sund & Bælt har endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske med færgen i fremtiden.
Derudover er der lavet en areallejekontrakt, som medfører, at havnen fortsat vil være åben for offentligheden. Dog ikke i de perioder, hvor der udføres arbejde i havnen, herunder i den kommende ombygning af havnen. Arbejdet ventes at begynde efter sommerferien.
Derudover vil Halsskov Færgehavn blive anvendt i forbindelse med kommende vedligeholdelsesarbejder på Storebæltsbroen.
Havnen er ikke egnet til indsættelse af færgedrift
»I øjeblikket er havnen ikke egnet til indsættelse af færgedrift, og det vil kræve en større ombygning og investering at gøre den klar. Derfor er det nødvendigt, at vi overtager ejerskabet. I de perioder, hvor vi ikke benytter havnen, vil offentligheden fortsat have adgang til området,« siger Søren Ulrik Hillersborg, der er teknisk driftsdirektør i Sund & Bælt.
Sund & Bælt ejer og driver i forvejen de fire havne ved Spodsbjerg og Tårs, og Ebeltoft og Odden, som udgør en del af Vest-Øst beredskabet. Købet af Halsskov Færgehavn ligger derfor i naturlig forlængelse af Sund & Bælt nuværende opgaver. Det er ligeledes Sund & Bælts intention at erhverve det tilsvarende havneareal på Fyns-siden ved Knudshoved.
Øverst: Vandsportscentret i Halsskov Færgehavn. (Foto: Slagelse Media). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.